4-0 til Danmark: Aalborg-firma hepper på helt særlig måde
Den aalborgensiske robotvirksomhed Turf Tank har valgt at markere EM på noget utraditionel vis.
Firmaet, der producerer opstregningsrobotter, har nemlig fået deres egne maskiner til at tegne et kæmpe Dannebrog med sloganet "#ForDanmark" og selvfølgelig den ønskede målscore efter aftenens kamp:
Danmark 4 - Serbien 0.
Flaget er hele 20x16 meter og er tegnet på græsset ved Turf Tanks kontor i Svenstrup.
- Vi vil gerne vise vores opbakning til de danske drenge, og give dem et kæmpe rygstød forud for den afgørende kamp mod Serbien, skriver Martin Fruensgaard, der er Communications Manager i Turf Tank.