Billede beskrivelse

33-årig tilstod alt - fik hurtig dom for narko

I stedet for en varetægtsfængsling, blev en 33-årig mand i stedet dømt for narkobesiddelse

27. oktober 2022 kl. 15.06

AALBORG: En 33-årig mand blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør, men endte med at blive idømt en straksdom på et års fængsel for narkobesiddelse.

Manden blev dømt for at have været i besiddelse af 338 gram amfetamin og 4,4 gram kokain, oplyser anklager Christian Jacobsen.

Den 33-årige blev anholdt onsdag, da politiet stoppede ham i hans bil i Aalborg. På det tidspunkt havde politiet været på udkig efter ham i nogle dage.

To dage tidligere havde politiet nemlig fået et anonymt tip om, at der lå en del amfetamin i et kolonihavehus i Aalborg, og at den 33-årige muligvis var indblandet. Og ganske rigtigt, så fandt politiet den store mængde narko i kolonihavehus, som den 33-årige nu er dømt for.

Og det erkendte manden også fuldt ud, da han torsdag blev fremstillet i Retten i Aalborg. 

Han forklarede, at han selv har et ret stort narkoforbrug, så en del af narkoen var til ham selv, mens noget af det også skulle sælges videre, fortæller Christian Jacobsen.

Det er heller ikke første gang, at den 33-årige bliver dømt for narkobesiddelse og salg af narko.

Derfor valgte retten at afslutte sagen som en tilståelsessag og altså idømme den 33-årige en straksdom.

Han valgte også at modtage dommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste