Billede beskrivelse

20.000 Breezers solgt på Nibe Festivals første døgn

03. juli 2024 kl. 17.17
Opdateret kl. 17.30

Siden Nibe Festival åbnede for festlighederne i går aftes er der solgt intet mindre 20.000 Bacardi Breezers på under et døgn. 

Det fortæller Thomas Larsen, bestyrelsesformand på Nibe Festival, på eftermiddagens pressemøde i Skalskoven.

- Det vidner om, at festen er kommet rigtig godt fra start, siger han.

Han var imidlertid i tvivl om, hvorvidt det var et tal, festivalen skulle gå ud med. Det skyldes arrangørernes store fokus på sikkerhed.

- Vi er ikke interesseret, i at historierne om Nibe Festival skal handle alt for meget om druk og alkohol, siger Thomas.

Alligevel valgte han at dele dagens "Breezer-indeks".

Se også
Bare rolig, mor og far - festen er kun lige startet

Han kunne nemlig også fortælle om en publikumsanalyse foretaget efter festivalen sidste år, som viste at imponerende 96% af gæsterne følte sig trygge på festivalpladsen.

- Vores gæsters sikkerhed er og vil altid være førsteprioriteten. Vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærerne, men derimod fortsætte vores målrettede arbejde med at skabe tryghed, så alle også får en god fest i år, siger han og fortsætter:

- Men det er altså også bare virkelig vigtigt for os, at vi netop skaber en fest, og det kan "Breezer-indekset" jo godt fortælle lidt om, slutter han med et smil.

Nibe Festival sørger blandt andet for at vagter patruljerer på pladsen og campingområderne, at der er visitation ved alle indgange, at der er videoovervågning flere steder i skoven og at alle skal vise ID ved køb af alkohol. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste