1500 til julefest
Frivillige holdt julefest i Østre Allé-hallen og uddelte kurve til socialt udsatte
AALBORG: Flæskesteg, lyd, drikkevarer og julegodter er bare nogle af de ting, som 700 økonomisk trængte familier kunne bære hjem fra Idrætshallen Østre Allé søndag.
Her uddelte Aalborg Citykirke og foreningen Charity for sjette år i træk julehjælp til økonomisk trængte og socialt udsatte nordjyske familier.
Ifølge arrangørerne er der tale om den største uddeling af sin art her i landsdelen og behovet for en ekstra håndsrækning er i år blevet endnu større på grund af kontanthjælpsloftet.
- Mange familier på kontanthjælp oplever et stort økonomisk pres for at få dagligdagen til at hænge sammen, og når så højtiden rammer, siger presset yderligere i takt med børnenes forventninger til gaver, mad og hygge. Alle forældre ønsker jo at give deres børn en jul, hvor der ikke mangler noget, men det kan være rigtig svært, når ressourcerne er små. Derfor søger flere og flere om en ekstra håndsrækning til jul, siger Dan S. Jacobi, præst i Aalborg Citykirke.
Ud over uddelingen af kurvene med alt til jul hørende fik alle børn i familierne også en julegave, som kan åbnes juleaften.
Flere end 120 frivillige har været engagerede i at stable julehjælpen og -festen på benene.
Arrangementet er betalt ved hjælp af penge indsamlet ved Aalborg Citykirkes gudstjenester samt en støttekoncert. Derudover har fonde og virksomheder støttet, mens gymnasieelever fra forskellige skoler i Aalborg har doneret en stor del af julegaverne.