1500 kvadratmeter til liv og glade dage
Til september er sportshøjskolens ny klatre- og styrkeunivers klar til brug
AALBORG: Det var med bestyrelsesformand Jens Holm Danielsens egne ord en stor dag for Aalborg Sportshøjskole onsdag 3. maj: Skolens ny klatre- og styrkeunivers er i rejsehøjde. Det blev fejret med den klassiske menu: Taler, hurra-råb, pølser og øl.
- Selv om vi har eksisteret i efterhånden en hel del år, er det her det første byggeri i skolens historie. Nu bygger vi så 1500 kvadratmeter til liv og glade dage, lød det fra Jens Holm Danielsen.
Det nye klatre- og styrke-univers indeholder frivægtstræning, maskiner, et stort crossfit-område, klatrevæg i 12 meters højde, bouldering samt forskellige udendørstræningsområder.
Det betyder, at træningscenter og klatrefaciliteter kan komme "hjem" til skolen. I dag er de placeret udenfor skolens matrikel.
Lærer i styrketræning Kim Lynge henviste til Martin Luther Kings berømte tale fra 1963: "I have a dream".
- Da jeg begyndte som lærer i styrketræning havde jeg også en drøm om at få plads til styrketræningen på skolen. Nu er drømmen gået i opfyldelse, fortalte Kim Lynge.
Ud over skolens egne elever skal det ny klatre- og styrkeunivers også benyttes af Aalborg Klatreklub og Foreningen Sportshøjskolen, som begge har lejet sig ind.
Klatre- og styrkeuniverset er færdig til 1. september, når de nye elever kommer.