Billede beskrivelse

13 oplevelser til en fridag i Aalborg

Har du en eller flere fridage i påsken til at opleve din yndlingsby? Hold godt fast, når OpdagAalborg giver dig fuldt program

16. april 2022 kl. 18.08

AALBORG: Er du ny i byen, aalborgenser i hjertet eller skal du lige have det sidste med - og orker du ikke altid de uendelige google-søgninger i jagten på de bedste oplevelser, spisesteder og udsigter i byen?

Så er det måske tid til at tage en ven eller veninde i hånden, hive en dag ud af kalenderen og opleve Aalborg fra morgen til aften.

Vi har allieret os med Sanne og Ditte Kjeldsteen som står bag Instagram-profilen OpdagAalborg. De giver os deres bedste bud på en fridag, hvor du virkelig får oplevet nogle af de ting, byen har at byde på.

SPOILER: Tag behagelige sko på - du kommer til at gå et par kilometer!

- Morgentur i Mølleparken: Start dagen med en gå- eller løbetur i skoven. Fra Mølleparken kan du se Aalborgtårnet og på en klar dag kan du se langt udover fjorden til Nørresundby og Egholm.

Billede beskrivelse

- Brasserie Kunsten: Nyd en dejlig kop kaffe og en morgenbolle - måske endda en brunch? I weekender og ferier kan der dog være rift om pladserne, og det kan være en fordel at melde sin ankomst og reservere et bord.

- Kunsten: Nu du er her, kan du jo besøge en af udstillingerne. Der er altid noget spændende at kigge på. Hvis du ikke er meget for kunstudstillinger, er Aalborgtårnet åbent kan du tage en tur derop i stedet for bare 40 kroner.

- Vestbyen: Se hvor mange gavlmalerier, du kan spotte i Vestbyen - der er mange!

- Frokost: Nyd din frokost på Café Ulla Terkelsen eller på Aalborg Streetfood.

Billede beskrivelse

- Kold dukkert: Hop i vandet på Vestre Fjordpark - alternativt kan du gå en tur ved Fjordbyen.

- Bread by Kaerup: Efter den dukkert har du fortjent en kop kaffe og et stykke kage på vej ind til byen. Alternativt kan du også købe det hos KaffeFair - du kan cykle eller gå ind til byen.

Billede beskrivelse

- Nyd udsigten: Tag et kig ind i Musikkens Hus, og nyd udsigten fra øvre foyer. Det er helt gratis.

- Mærk detaljerne: Gå igennem Klokkestøbergade og Hjelmerstald og læg mærke til alle detaljer og farver. Kig op, ned, ud og ind, så du ikke misser noget.

Billede beskrivelse

- Tag et hvil: Brug for en pause? Sæt dig lidt på bænken ved springvandet ved Vor Frue Kirke.

- Gourmet: Spis tidligt ude - favoritstederne er: På Fjorden, Fauna, Dejavú eller Nam, men du kan også bare vælge dit eget sted.

Billede beskrivelse

- Se solnedgang udover fjorden. Faktisk vil rygtet, at Aalborg er en af de bedste byer til solopgang og solnedgang. Find et spot med udsigt over fjorden og kryds fingre for at aftenhimlen byder på magi.

- Nordkraft: Er der noget, der afslutter en begivenhedsrig dag bedre end en stor spandfuld popcorn og muligheden for at forsvinde ind i skærmen i et par timer i en mørk biografsal.

- Og så har du vist også fortjent at komme hjem i seng efter en begivenhedsrig dag i det allerdejligste Aalborg. Vi kan afsløre, at hvis du var på gåben, har du gået omkring 10 kilometer efter sådan en dag.

Har vi mon glemt nogle af dine yndlingssteder i Aalborg eller tog listen dig med storm? Tag gerne @aalborgnu.dk og @opdagaalborg i dine billeder fra dagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste