10, 9, 8, 7........jul
Pludselig kom Aalborg i julestemning
AALBORG: Allerede i god tid inden den officielle julebelysnings-tændingstid stimlede Aalborgenserne sammen foran Sallings hovedindgang ved Nytorv. Ingen ville gå glip af det store øjeblik, hvor den imponerede julebelysning på stormagasinets facade blev tændt for at fortælle, at vi nærmer os julen. Flere tusinde var på plads, da Karin Salling sammen med sangerinden Ida Corr gik op på scenen ved hovedindgangen og satte nedtællingen i gang.
10, 9, 8, 7.....1 og pludselig var hele facaden oplyst af de mange tusinde pærer i guld, rødt og hvidt.
Åhhh, lød det begejstret fra de mange tilskuere.
Desværre havde vejrguderne ikke rigtigt forstået det der med julen: Støvregnen tog til, men de mange på Nytorv hyggede sig med Ida Corr og et par musikere og senere også koret Naura.