Billede beskrivelse

Udforsk en anden verden på magisk sommercamp

Tag med på en rejse tilbage i tiden, til en magisk verden - lige midt i det aalborgensiske sommerland

23. juli 2023 kl. 19.03
Opdateret 25. juli 2023 kl. 11.29

AALBORG: Der er noget magisk under opsejling i den sydøstlige del af Aalborg, og snart kan du selv tage del i det; der er nemlig gratis rollespil for børn og unge, fra tirsdag 25. juli til lørdag 29. juli i Golfparken.

Her blomstrer Otubulis - som udtales på samme måde som Akropolis - på magisk vis op blandt træer og græssletter og forvandler parken til et eventyrligt middelaldersamfund.

Familieforetagende

Aktivitets-Jonglørerne er en frivillig social forening, som er stiftet af Mishka Anastasia Seidelin Jensen og hendes mor, Karina Seidelin Jensen tilbage i 201, med visionen om at lave et socialt og kreativt fællesskab, hvor alle kunne være med.

Alle over 16 kan melde sig som frivillige. Forud for begivenheden, er der er såkaldt plotgruppe, der forbereder en overordnet historie til spillet, som de deltagende så skal løse i fællesskab under begivenheden.

Billede beskrivelse

Kostumer, rollespilsvåben og rekvisitter til selve spillet kan lånes af arrangørerne, som også stiller telte og feltsenge til rådighed, hvis man ikke selv ligger inde med det nødvendige friluftsgrej. De sørger endda for én gang transport tur/retur til de frivillige samt mad og drikke under dit ophold i Otubulis.

Prøv kræfter med middelalderlivet

I Otubulis kan man føle, se og opleve, hvordan det var at leve i middelalderen. I byen kan man arbejde som alkymist, magiker, smed, brygger, gå på magiskolen eller gøre en god handel hos våbenhandleren.

Man kan også fremstille smykker i smykkebiksen eller tøj og tilbehør hos skrædderen.

Er der en modig heltespire i familien, som vil forsvare byen mod lurende farer? Så er der mulighed for at blive kriger og deltage i kamptræning.

Drikkevarer og snacks kan ”købes” for in-game værdier i kroen under hele rollespillet. Derudover serveres der hver dag frokost og aftensmad lavet over bål.

Billede beskrivelse

Kønsfordelingen i Otubulis er nogenlunde lige, og gennemsnitsalderen er cirka 6-12 år, men der er ingen aldersgrænse, og forældre er også meget velkomne. Man kan deltage en enkelt dag eller alle fem dage; det er kun eventyrlysten, der sætter grænser.

Del artiklen

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Tema

Sommer

Sommerguiden