Livet her

Besøg Bangsbo og få en vild blomster-oplevelse

03. juli 2022 kl. 16:05

Botanisk Have har netop indviet området for Danmarks Vilde Planter, og det er i sandhed vildt, som planterne blomstrer. Sommertemperaturerne og den megen regn fra oven har virkelig sat gang i processerne, og det er nu muligt at se planter fra den danske natur, som man måske bare har hørt om, og få en viden om, hvad de i tidens løb har været brugt til – og det er ikke småting. Den 1200 kvadratmeter store blomstermark har nu skiftet farve fra hvid til gul, og sommerfugle, bier og humlebier boltrer sig i den store mængde let tilgængelig nektar.

En af de mange ildsjæle bag Bangsbo Botaniske Have, Herluf Johansen, foreslår, at du på din vej op til Danmarks Vilde Planter vælger stien, der fører dig gennem Rosenhaven, der nu står i fuldt flor.

- Ingen anden blomst har som rosen kunne inspirere poeter gennem århundreder til at skrive sange og digte. Og besøger man så i denne tid Rosenhaven i Bangsbo Botaniske Have, forstår man godt passionen for denne plante, der med sine utrolige flotte og forskelligartede blomster og fantastiske dufte giver oplevelser ud over det sædvanlige, forklarer Herluf Johansen.

I rosenhaven findes en bred vifte af rosernes stamtræ – tidligere tiders rosenforædlinger, og de vilde stamformer, der med naturhybrider og menneskets utrættelige forsøg på at overgå naturen er grundlaget for de fleste af tidens smukke rosensorter. Havens egen rose – Rosa ’Bangsbo’ står i fuldt flor ved Gartnerhuset.

- Når du så har nydt blomsternes dronning, kan området med de botaniske afdelinger besøges, for her er der i særdeleshed anderledes vækster at se på. Pæonerne blomstrer i næsten alle regnbuens farver; primula langs vandløb lyser helt fantastisk op, ligesom forskellige blomstrende træer og buske viser farve. Så giv dig tid til at nyde sommeren med et besøg i det blomstrende Bangsbo – der er ro, dufte, fuglesang og tid til fordybelse, slutter Herluf Johansen.

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Se hele temaet