Billede beskrivelse

Stressramte Pernille fik hjælp fra en uventet kant

22. januar 2026 kl. 19.04

ALS: Efter 20 år i restaurationsbranchen røg Pernille Silleborg ind i et langt og sejt stressforløb og kæmpede længe for at komme på fode igen. 

Hjælpen viste sig at komme fra en uventet kant.

- Jeg syntes ikke rigtig, der var noget, der hjalp, så jeg søgte efter noget alternativt, faldt over head spa og besluttede mig for at prøve, fortæller hun.

Turen gik til Herning, hvor hun prøvede en behandling.

- Det gjorde noget for mig omgående, og jeg besluttede at tage en uddannelse som terapeut. Nu har jeg så åbnet min egen klinik, hvor jeg tilbyder forskellige behandlinger med forskellige produkter, som jeg også sælger, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Udgangspunktet er en screening af klientens hovedbund, hvor eventuelle fysiske problematikker bliver afklaret.

- Det kan være skæl, tør hovedbund, psoriasis eller manglende hårvækst. Behandlingen kan være vask og massage af hovedbund og ansigt med forskellige produkter som olier, scrubs eller masker, og jeg bruger også dampbad. Men det er ikke bare en fysisk behandling. Ofte udvikler det sig til ret intime snakke, og det er med til at understøtte den mentale effekt af behandlingen, forklarer Pernille Silleborg.

Det lyder måske lidt fjernt for nogle, men effekten af head spa, både fysisk og mentalt, er dokumenteret gennem flere videnskabelige studier publiceret i anerkendte medicinske tidsskrifter.

- Jeg er selv blevet hjulpet, og jeg har også fået god feedback fra mine kunder, som oplever et fysisk og psykisk velvære efter behandlingerne, fortæller Pernille Silleborg.

Hun åbnede sin klinik "Haarmonia" 1. december på Rosenvej i Als i lokaler, som hun deler med veninden Cecilie Amdisen, der er fodterapeut. Lørdag inviterer de til åbent hus.

- Alle er velkomne til at komme og se lokalerne, drikke en øl, vand eller en kop kaffe, høre om mulighederne og de produkter, jeg tilbyder. Man kan også købe en goodiebag med produkter, som man kan prøve af derhjemme, siger Pernille Silleborg.

Billede beskrivelse

Hun føler sig godt modtaget og har fået det bekræftet i sit netværk.

- Jeg har ikke reklameret og har allerede haft mange kunder i december og januar, og jeg har også en del bookinger i januar og februar. Mine kollegaer rundt omkring siger, at det er en rigtig god start i en periode, hvor mange ellers holder på pengene, siger Pernille Silleborg.

Endnu er kalenderen ikke fuldt booket, men hun har et job ved siden af som pædagogmedhjælper i en privat børnehave to dage om ugen.

Hun bor selv i Als sammen med sin mand og deres tre børn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste