Billede beskrivelse

Brødrepar blev trætte af at gå i butikker: Så nu har de åbnet endnu en webshop

19. februar 2026 kl. 06.00

HADSUND: Mange vil kende Kasper og Erik Buus Larsen som brødreparret, der stod bag den succesfulde virksomhed Cykelgear, som de startede i 2008. 

De solgte siden 70 procent af virksomheden i 2021 og har derefter beskæftiget sig med forskellige projekter.

Senest har de været i gang med at bygge og udleje lejligheder i det, der er døbt Fjordpunkt i Hadsund Syd, men nu skal der ske noget nyt.

- Fjordpunkt kræver ikke meget arbejde, og vi vil gerne have noget fuldtidsbeskæftigelse, så derfor lancerer vi en ny webshop, Norfyr, hvor vi sælger herretøj, forklarer 35-årige Erik Buus Larsen.

For dyrt at handle i butikker

Idéen er opstået på baggrund af deres egne oplevelser med tøjkøb.

- Det er for dyrt at handle i fysiske butikker, og vi har også tit oplevelsen af at blive "overfaldet" af en ekspedient, når vi træder ind ad døren. Det virker lidt stressende, og for mig betyder det faktisk, at jeg får mindre lyst til at købe noget, siger Erik Buus Larsen.

Norfyr ApS blev stiftet i år og gik live for blot to uger siden. 

De første ordrer er allerede kommet ind, og ambitionen er klar. 

Det skal være en seriøs e-handelsforretning med fokus på kvalitet, ro og langtidsholdbart tøj til almindelige mænd, der ikke går op i mode, men stadig gerne vil gå pænt klædt.

- Vi taler ikke om fashion og trends i Norfyr. De fleste mænd har bare brug for noget ordentligt tøj, der passer, holder og ser fornuftigt ud. Det er den målgruppe, vi henvender os til, siger 39-årige Kasper Buus Larsen.

Billede beskrivelse

Inspiration i hovedstaden

I optakten til etableringen af firmaet drog de for nylig på research på Copenhagen Fashion Show.

Men de fandt ikke rigtig noget brugbart til deres egen butik.

- Det virkede som lidt af et cirkus, hvor vi var de eneste normale mennesker. Der var intet af det tøj, vi selv kunne finde på at gå i, og det kunne vores venner med garanti heller ikke, siger Erik Buus Larsen med et lille grin.

Hvor mange nye webshops starter som hobbyprojekter, er Norfyr tænkt som en langsigtet forretning fra første dag.

- Vi har prøvet at bygge virksomheder før. Det betyder, at vi går meget nøgternt til det. Sortiment, logistik og kundeservice skal fungere fra starten, og der kan vi forhåbentlig bruge vores erfaring fra blandt andet Cykelgear. Det er ikke et eksperiment, siger Erik Buus Larsen.

Troværdighed og stil

De første varer er sendt af sted, og nu er Norfyr i gang med den egentlige opbygning.

Sortimentet udvides løbende, og ambitionen er at skabe en stabil dansk herretøjsbutik på nettet med høj troværdighed og genkendelig stil.

- Vi er ambitiøse, men har også realisme. I et ekstremt hårdt marked er vi i første omgang glade for at få omsætningen over en million, men nu går vi stille og roligt i gang med annoncer på Facebook og Google Ads, siger brødrene, der indtil videre er de eneste ansatte i Norfyr.

Webshoppen, der holder til i egne lokaler på Produktvej i Hadsund, sælger foreløbig til hele Danmark, men målet er udvide markedet til hele Skandinavien. 

Ifølge Erik Buus Larsen skal navnet Norfyr signalere, at man holder til i Nordjylland og Norden, og at man sælger tøj til fyre.

- Og så er det kort og forhåbentligt nemt at huske, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste