Lars og Dorthe har 300 jerseykøer: Nu åbner de stalddørene
HOBRO: Hvordan ser hverdagen ud på en gård med omkring 300 jerseykøer og fem malkerobotter? Det kan besøgende få et indblik i, når Døstrup Nørregård nær Hobro åbner stalddørene til Åbent Landbrug søndag 20. september.
Det oplyser landboforeningen Agillix i en pressemeddelelse.
På gården driver Lars og Dorthe Bech Hansen mælkeproduktion med omkring 300 jerseykøer og 240 ungdyr.
Køerne bliver malket med fem malkerobotter, hvor de selv går til og fra malkningen.
Traktortur og hoppekøer
For børnene bliver der blandt andet mulighed for at komme på traktortur, køre på pedaltraktorer og prøve hoppekøerne.
Den lokale afdeling af 4H står desuden for aktiviteter, mens gæsterne kan få smagsprøver fra Arla og se køerne blive malket af robot.
- Hos os kan I opleve vores rolige og velpassede jerseykøer og få et godt indblik i en moderne, men overskuelig mælkeproduktion. Vi glæder os til at vise jer rundt til Åbent Landbrug, siger Lars og Dorthe Bech Hansen.
Døstrup Nørregård er en af ni nordjyske gårde, der åbner stalddørene denne dag.
Åbent Landbrug arrangeres i Nordjylland af Agillix og Landbrug & Fødevarer og bygger ifølge Agillix på en 30 år lang tradition.
Arrangementet foregår fra klokken 10.00 til 16.00. Det er gratis at deltage, men der skal bookes en gratis billet til den gård, man ønsker at besøge.