Seneste nyt
Billede beskrivelse

Så er der igen lagt op til trængsel og hygge i fjordbyen

21. juli 2026 kl. 12.02

HADSUND: Søndag blev portene slået op i Fruerlundparken i Øster Hurup for deltagerne i årets US Car Camp, og vanen tro kan man i omegnen nu godt forberede sig på mindre invasioner af de flotte amerikanerbiler.

Ikke mindst i Hadsund, hvor bilerne og deres ejere har været et fast indslag om torsdagen lige siden den første camp i 2009.

Fra en spæd start, hvor det alene handlede om hygge og stemning med de mange biler, fik Hadsund Handel og Turisme hurtigt indlemmet besøget i den årlige aktivitetsplan, så nu bliver der pyntet op med amerikanske flag, cowboyhatte og tørklæder hos butikkernes ansatte, og på Torvet sørger Wild Wax Combo for rockabilly musik i tidsrummet 13 til 14.

Billede beskrivelse

Der sælges fadøl og vand på Torvet, og byens spisesteder er klar til at forsyne gæster og publikum med gode retter, ligesom byens butikker har sørget for ekstra gode tilbud til de mange gæster.

Ejere og passagerer i bilerne behøver dog ikke at tage penge op af lommen. Hadsund Handel har som altid god opbakning fra Hadsunds øvrige erhvervsliv, og også denne har MTH Biler i Hadsund meldt sig på banen som sponsor for øl og vand til chauffører og passagerer.

Bilerne afgår fra Fruerlundparken kl. 11, og de første ankommer til byen kl. 11.45 via Østergade.

Antallet af deltagere ligger normalt på mellem 200 og 300 biler. De først ankomne parkeres i Storegade og på Torvet, og da der er grænser for, hvor mange biler der kan ”proppes” ind, bliver der rigeligt at kigge på både i og uden for midtbyen, indtil gæsterne vender retur kl. 14.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste