Billede beskrivelse

Regitze har taget springet fra pædagog til kropsterapeut

19. januar 2026 kl. 06.03

HOBRO/VALSGAARD: 40-årige Regitze Meilholm har i det meste af sit liv arbejdet som pædagog indenfor specialområdet. Den 1. december 2025 – altså for godt halvanden måned siden – tog hun et modigt skridt og skiftede spor.

I dag arbejder hun fuld tid som kropsterapeut i sin egen klinik Kære Krop, der har hjemme i Sundheds- og Trivselshuset i Valsgaard.

Klinikken åbnede hun allerede tilbage i september 2024, men har drevet den sideløbende med sit faste job som pædagog. Altså lige indtil nu.

- Det var blevet for hårdt at balancere arbejdet inden for specialområdet med en klinik i en positiv udvikling, Samtidig havde jeg i lang tid haft en drøm om at arbejde fuld tid som behandler og hjælpe mennesker på en anden måde. At tage springet føles derfor både stort og helt rigtigt. Jeg har fået en virkelig god start, fortæller Regitze Meilholm, der er uddannet holistisk behandler og kropsterapeut.

Billede beskrivelse

Lige nu er hun i gang med kurser inden for traditionel kinesisk medicin og hormonterapi.

- Min behandlerrejse begyndte med en dyb nysgerrighed på kroppens selvhelbredende evner. Jeg er drevet af ønsket om at forstå, hvordan kroppens komplekse systemer hænger sammen. Jo mere jeg lærer, jo mere giver det mening og jeg elsker at dygtiggøre mig og hele tiden udvikle mig fagligt, fortæller hun.

Krop og psyke hænger sammen

Regitze hjælper mange forskellige typer klienter. Nogle kommer med fysiske smerter, andre med psykiske udfordringer som stress, angst eller traumer – og mange kommer med en kombination af det hele.

- For mig er sammenhængen mellem krop og psyke helt central. Vores tanker og følelser sætter sig ofte fysisk i kroppen, og fysiske smerter kan omvendt påvirke vores mentale trivsel. Når vi arbejder helhedsorienteret og tager hånd om begge dele, skaber vi de bedste forudsætninger for varig forandring, fortæller hun.

- Jeg oplever, at mange først for alvor rykker sig, når de får øje på denne sammenhæng. Min største passion er at hjælpe mennesker til større livskvalitet og selvindsigt. Når man forstår, hvad kroppen forsøger at fortælle, kan der opstå en dybere balance og ro, tilføjer hun.

Glad for at være en del af et fællesskab

Selvom Regitze Meilholm nu er soloselvstændig, er hun ikke alene. I Sundheds- og Trivselshuset i Valsgaard deler hun hverdag med fire andre behandlere, der hver især har deres egne specialer.

- Det er en kæmpe fordel, både fagligt og menneskeligt. Vi kan henvise til hinanden og sparre, når en klient har brug for noget, der ligger uden for ens eget felt. Nogle gange henter vi simpelthen en kollega ind for at få et ekstra blik på en problemstilling. Det er meget givende, ikke mindst for klienterne, lyder det fra Regitze Meilholm.

- Også det sociale betyder meget. Bare det at spise frokost sammen og kunne vende dagen med andre gør en stor forskel, når man er soloselvstændig, tilføjer hun.

Privat bor Regitze Meilholm i nærområdet sammen med sin forlovede Ronnie, parrets søn Mason og hendes bonussøn Cody.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste