Lotte og Jimmy har ramt den helt rigtige hylde med kram og smil hver eneste dag
HOBRO: Lidt uden for Hobro ligger en helt særlig perle. I hvert fald hvis man spørger Lotte Billesø selv.
Her har hun udover sin bolig også sin private pasningsordning, som hun driver sammen med sin mand, Jimmy.
Her har de 10 børn i alderen 0-3 år privatpasning mandag til fredag.
- Det er et fantastisk givende job, siger Lotte Billesø.
En ny retning
Førhen drev Lotte Billesø sin egen frisørklinik på grunden, men da hun fik allergi måtte hun sige farvel til frisørfaget og tænke nyt.
- Jeg har altid nydt at have børnefamilier i salonen, så jeg kom ret hurtigt på idéen, fortæller hun.
Og for 11 år siden startede hun så op med sin egen private pasningsordning. De første tre år drev hun det selv, hvorefter hendes mand, der arbejdede som smed, besluttede sig for at være med.
- Han var næsten klar til bare at overtage mit job, siger Lotte med et smil.
En tryg hverdag
Størstedelen af grunden er indrettet til børnene.
For Lotte og Jimmy er det vigtigste at skabe trygge og rolige rammer for børnene.
- Det vigtigste er, at de trives, og det er det, vi bygger dagene op efter. Hvor er de, når de møder ind om morgenen? Er der nogle planer, der skal udsættes til en anden dag? Vi vil gerne møde dem, hvor de er.
Men når energien er til det, er der ikke mange grænser for, hvad der kan findes på at sjove ting på den nedlagte landejendom.
- Vi inddrager dem så meget, vi kan, i de forskellige gøremål.
Blandt andet har de både høns, undulater, vagtler og duer på grunden, som børnene hver dag er med til at fodre.
- Lige for tiden er vi ved at skrue nogle brædder sammen, som vores kommende frilandstomater kan gro op af, og her har vi dem med i hele processen fra at bygge til at plante og plukke.
- Børn vil rigtig gerne hjælpe, hvis man giver sig tid til at give dem lov. Så de er med i det omfang de kan og vil.
Og når flyverdragten eller regntøjet er snavset, så kan man altid få en tur med haveslangen.
- Vi synes jo, børn skal have lov at være børn. De får lov at mudre og rode i alt herude, så de er tit temmelig beskidte, når vi skal ind igen. Så kan de lige blive skyllet ned med lidt vand bagefter. Det er de helt vilde med.
Udover de daglige gøremål, bliver der også altid gjort meget ud af mærkedage og højtider, som fastelavn, halloween og påske.
- Jeg er vild med traditioner, så vi bruger en hver anledning til at pynte op og gøre lidt ekstra. Vi holder både sommerfest og julefrokost.
Et fantastisk arbejde
Lotte har på ingen måde fortrudt, at hun skiftede frisørsaksen ud med 10 skønne unger. Tværtimod ville hun ønske, at hun havde gjort det noget før.
- Jeg kan næsten ikke forstå, jeg ikke har givet mig til det noget før. Det er simpelthen så givende et job. Man får så mange kram og smil hver eneste dag. Det er mere en fornøjelse, end det er et job, siger Lotte.
- Jeg møder ind i mellem gamle kunder, der spørger, om jeg ikke savner min tid som frisør. Det må jeg bare sige, det gør jeg faktisk ikke. Jeg har fundet min helt rette hylde.
Hvor mange børn, hun har haft igennem de seneste 11 år, har hun ikke tal på - men der skal ikke være tvivl om, at hver og en har en særlig plads i hendes hjerte.
- Man bliver tætte med dem, når man er sammen med dem på den her måde. Det er noget helt specielt, fortæller hun.
- Det vigtigste for mig er, at vi har været med til at give dem en god start på livet. Mine første hold skal jo snart til at konfirmeres. Det er altså lidt underligt at tænke på.