Jørgens bankkarriere blev vejen til faderens tilgivelse
HADSUND: Fusionen mellem Nykredit og Spar Nord bringer to kæmper i finansverdenen sammen, men for en af bankens mangeårige medarbejdere er det derimod et signal til at sige farvel.
1. marts takker afdelingsdirektør i Spar Nord Hadsund, Jørgen Myrup, af efter 44 år i bankverdenen.
- I jobbet som afdelingsdirektør slipper man ikke med en almindelig arbejdsuge, og jeg har længe gået og tænkt på, at jeg trængte til at gå derhjemme. I forbindelse med fusionen har jeg fået et godt tilbud, og jeg slipper samtidig for at sætte mig ind i et nyt it-system. Det virker på alle måder som det rigtige tidspunkt, forklarer han.
Jørgen Myrups vej ind i bankverdenen var mildest talt ikke indlysende.
- Min far havde en malerforretning i Hobro og ønskede, at jeg overtog, men det viste sig, at jeg ikke rigtig duede til det, så i stedet ville han have, at jeg startede i en bank. Jeg valgte i stedet at gå i lære som gardinmand i en forretning i Hobro. Det resulterede i, at han ikke talte til mig i et halvt år, fortæller Jørgen Myrup.
Farens ønske gik dog i opfyldelse, da Jørgen Myrup lige efter at være udlært i 1981 trådte ind i bankverdenen, i første omgang som bankbetjent i Himmerlandsbanken. Senere blev han bankuddannet, og siden har han optrådt i forskellige funktioner som kunderådgiver, finansieringskonsulent og kundechef, før han blev afdelingsdirektør.
Da Himmerlandsbanken led et spektakulært krak i 1993, og Spar Nord overtog stumperne, fortsatte han dér og har siden været i afdelinger i Aalborg, Øster Hornum og altså i de seneste godt 20 år i Hadsund.
Her har han ved siden af selve jobbet blandet sig i mangt og meget uden for banken.
Han har været aktiv i det lokale erhvervs- og foreningsliv gennem mange år. Han er tidligere formand for Hadsund Handel, han har været involveret i lokale bestyrelser og foreninger lokalt gennem tiden, for eksempel som præsident for Hadsund Rotary.
Jørgen Myrup har i den forbindelse været med til at starte tiltag som for eksempel Waterfestival og Hadsund Messen.
Endelig har han som afdelingsdirektør haft hals- og håndsret over Spar Nord Fonden Hadsund og har derigennem ydet finansiel støtte til Hadsund Roklub, Øster Hurup Badebrolaug og Hadsund Byforum.
Han fremhæver selv con amore-projektet om at få renoveret udsmykningen på den østlige side af Himmerlandsgade fra lyskrydset og i retning mod rundkørslen. Maleriet er lavet af en af Robert Jacobsens elever, Doris Bloom, og renoveret i 2024 af Kiss Jönsson.
- Der var ikke rigtig nogen, der bed på finansieringen, og så måtte fonden træde til. Det er en del af Hadsunds historie, og for mig betød det noget, at det ikke bare fik lov at gå til, foræller han.
Jørgen Myrup er 64 år. Han bor i Skørping sammen med hustruen Mette. de har sammen fire børn og seks børnebørn. Dem bliver der nu mere tid til.
- Og så har vi et sommerhus i Løkken, som jeg glæder mig til at bruge mere. Jeg har også et par projekter i støbeskeen, som jeg ikke vil løfte sløret for, og så glæder jeg mig til bare at gå derhjemme og slappe af. Skulle jeg komme til at kede mig, har jeg et par tilbud om bestyrelsesposter, som jeg kan tage, siger Jørgen Myrup.
Hans afløser er fundet. Det er Lone Elmenhoff, der nu sidder i bankens Terndrup-afdeling. 26. februar holdes der reception, hvor de siger goddag og farvel.