Hobro-profil indstiller karrieren
HOBRO: Han kom til klubben som 12-årig - og har gennem årene nærmet sig 150 førsteholdskampe i Hobro IK.
Men nu er det slut for Mathias Haarup, der har besluttet at indstille sin fodboldkarriere.
Det skriver Hobro IK i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
Forsvarsspilleren, der helt præcist nåede 142 førsteholdskampe for klubben fordelt over tre perioder, begrunder blandt andet sit karrierestop med en drilsk knæskade samt ønsket om mere tid med familien.
- Jeg har haft mange overvejelser omkring, om det er det rigtige tidspunkt at stoppe på, men når jeg gør det hele op, er timingen den rigtige for mig. Sidste år pådrog jeg mig en knæskade, som jeg har haft svært ved at komme tilbage fra, og som også har gjort, at jeg i en lang periode har trænet med smerter i knæet. Dette sammen med et større ønske om at tilbringe mere tid med min familie har gjort, at tidspunktet er det rigtige for mig, siger han.
- Hobro IK er et helt specielt sted at være. Jeg har ikke oplevet det sammenhold og den måde at være sammen på i andre klubber. Det minder om en ekstra familie, man får, fordi man bliver helt utroligt tætte med de andre i klubben. Værdierne i klubben er nogle værdier, jeg har lænet mig op ad, og som passer godt med mine egne både på og uden for banen, tilføjer han.
Fra sportschef i Hobro IK, Lars Justesen, lyder der også roser til Mathias Haarup - blandt andet bliver han kaldt "en fantastisk ambassadør".
- Mathias har, selv når han ikke har spillet, været en rollemodel for vores mange unge spillere, og især i de senere år har han været god til at tage hånd om de unge og inddrage dem i truppen. På banen har Mathias også leveret flot i den gule trøje, og hans knap 150 kampe vidner om, hvilken rolle han har haft i klubben, hvor han også blev kåret som årets spiller i sæsonen 2020/2021, siger Lars Justesen.
I sine 142 kampe for Hobro IK scorede Mathias Haarup fire mål.