Føtex siger farvel til ukrainske Vitaliis - og forhåbentlig på gensyn
HOBRO: Sammen med sin kone og to børn forlod 36-årige Vitalii Yarovyi krigsramte Ukraine tilbage i slutningen af 2025. Familien rejste til Danmark, hvor de – lidt tilfældigt - endte i Hobro.
Her startede Vitalii i praktik hos Føtex i februar i år, hvor han gjorde det så godt, at han efter endt praktiktid blev tilbudt et fast job. Nu har han imidlertid besluttet at forlade Hobro og Danmark – i hvert fald for en stund. I midten af juni rejser han til Alaska i USA for at arbejde på en fiskefabrik.
- De næste to til tre måneder er det højsæson for laks i Alaska, så for at kunne give min familie det bedst tænkelige økonomiske rygstød, har jeg valgt at tage af sted. De næste måneder kan jeg nemlig tjene en del mere på fiskefabrikken i Alaska end jeg kan her i Danmark, fortæller Vitalii, der hjemme i Ukraine også tidligere har arbejdet på en fiskefabrik.
- Men det bliver svært at tage af sted, for jeg har virkelig elsket min tid i Føtex. Derfor tror jeg også, at der er gode muligheder for, at jeg vender tilbage. Det er en fantastisk arbejdsplads, hvor alle omkring mig bare har været så hjælpsomme. Min familie bliver også fortsat boende i Hobro, så mon ikke, at det bliver et gensyn, når højsæsonen for laksefiskeri i Alaska er ovre, fortæller han.
Altid velkommen tilbage
Hos Niels Gårde, varehuschef hos Føtex Hobro, har man været begejstret for Vitalii og håber bestemt også på et gensyn.
- I samarbejde med jobcentret har vi altid tre ukrainere i praktik i butikken. Her handler det om, at de skal udføre nogle opgaver og integreres, samtidig med at de får noget sprogtræning. Derfor går de også i sprogskole under praktikopholdet, ligesom vi har et par medarbejdere, der hjælper dem med lidt sprogøvelser i løbet af dagen. Det er en rigtig god ordning, der både giver os og de ukrainske praktikanter noget.
- I Vitaliis tilfælde blev vi så glade for ham, at han efter sin praktikperiode blev fastansat. Han er nemlig et fantastisk menneske og en værdsat medarbejder, der er både pligtopfyldende, ydmyg og serviceminded. Derfor er det selvfølgelig også ærgerligt, at han nu tager til USA, men han skal altid være velkommen tilbage. Der er i hvert fald en plads klar til ham, hvis eller når han vender tilbage, lyder det fra Niels Gårde.
For at komme til USA skal Vitalii først omkring Polen, hvor han kan få udstedt et arbejdsvisum til USA. Han har sidste arbejdsdag i Føtex Hobro fredag den 29. maj, hvor turen i første omgang således går til Polen. Han regner med at starte i sit nye job på fiskefabrikken i Alaska midt i juni.
Så må vi se, hvornår vi igen kan møde ham i Føtex i Hobro.