Billede beskrivelse

Flere børn og unge trives i Mariagerfjords folkeskoler

04. maj 2026 kl. 11.00

MARIAGERFJORD: Efter tre års målrettet indsats står Mariagerfjord Kommune stærkere i arbejdet med at skabe en folkeskole, hvor flere børn og unge trives, lærer og er en del af fællesskabet.

En evaluering af projektet Den Mangfoldige Folkeskole viser, at lærere og pædagoger i Mariagerfjord i dag føler sig bedre rustet til inklusionsopgaven end tidligere. Samtidig er medarbejdernes bekymring for opgaven faldet markant. På dette område markerer kommunen sig som en af de nordjyske kommuner med de bedste resultater.

Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er tydeligt, at det målrettede arbejde virker. Lærere og pædagoger føler sig bedre klædt på til opgaven, og det betyder, at flere børn og unge kan trives og udvikle sig i de fællesskaber, de er en del af eller bliver en del af. Det er afgørende, at alle børn og unge oplever at høre til, siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther.

Fra bekymring til faglig sikkerhed

På Valsgård Skole, der har 0. til 6. klassetrin, mærkes effekten tydeligt i hverdagen. 

Her er undervisning og rammer i højere grad tilrettelagt ud fra elevernes behov frem for en forventning om, at det enkelte barn alene skal tilpasse sig.

- Der er skabt bedre rammer omkring barnet i den almindelige skolehverdag. Det handler om struktur, ro og tæt sparring mellem medarbejdere. Der arbejdes bevidst med at finde de fællesskaber, hvor barnet kan lykkes – også i mindre fællesskaber. Samtidig opleves det i højere grad, at det, der hjælper ét barn, ofte gavner resten af klassen, siger Bente Nørskov, skoleleder på Valsgård Skole.

Fælles ansvar for trivsel

På Søndre Skole, som har 7.-9. klassetrin, samt Mariagerfjord 10. klassecenter i Hobro har projektet også sat tydelige spor. Arbejdet er blevet mere systematisk, og medarbejderne løfter i højere grad opgaven i fællesskab.

- Elevernes trivsel drøftes i stigende grad på tværs af teams, og viden deles mere systematisk. Det har styrket den fælles indsats og forbedret evnen til at skabe rammer, hvor flere elever kan indgå i fællesskabet. Når det lykkes, får flere mulighed for at trives og lære sammen med deres klassekammerater. Målet er at skabe læringsmiljøer med plads til forskellighed, så alle kan udvikle sig, siger Arne Omar Sørensen, skoleleder på Søndre Skole og Mariagerfjord 10. klassecenter.

En indsats der fortsætter

Ifølge Berit Vinther bygger resultaterne fra Den Mangfoldige Folkeskole videre på flere års arbejde i Mariagerfjord Kommune med styrket samarbejde og et fælles børnesyn. Denne indsats fortsætter.

- Ser man tilbage, steg udgifterne til det specialiserede område år for år, fordi flere havde brug for støtte. Uden handling ville det have fået alvorlige økonomiske konsekvenser. Derfor er der arbejdet målrettet med at styrke fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn og unge, siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste