Erik har bestyret kassen i 42 år – men nu er det slut
HOBRO: I imponerende 42 år har Erik Carlson været kasserer i fagforeningen Fødevareforbundet NNF og derefter fagforeningens efterlønsklub i Hobro. Nu har han valgt at stoppe.
Erik Carlson var chauffør på Hobro Mejeri fra 1971, hvor han blev introduceret til fagforeningen Fødevareforbundet NNF. Her valgte han at takke ja til tjansen som kasserer. En tjans, der altså varede i 42 år.
Sammen med hustruen Birthe har Erik sidenhen hjulpet med at arrangere mange af foreningens udflugter – blandt andet senest en vellykket bustur til Samsø.
Birthe og Erik har igennem mange år også ydet en stor indsats i forbindelse med det traditionelle Fyrkatspillet i Hobro. Her har de været med i taffelgruppen, hvor de har hjulpet med at lave lækre lammekøller og salater til gæsterne
Erik Carlson har også været hjemmeværnsmand i mange år, hvor han har løst mange opgaver – blandt andet i forbindelse med den årlige Rebildfest.
Birthe og Erik har fire børn, og siden er der kommet både børnebørn og oldebørn til, som de med Eriks stop som kasserer nu får endnu bedre tid til.