Billede beskrivelse

Anne-Sophie er ny værtinde i Volstrup

03. maj 2026 kl. 06.02

HOBRO: Anne-Sophie Bech Chrillesen er ny værtinde og café- og selskabsansvarlig hos Volstrup Golfcenter. Hun kommer fra en tilsvarende stilling i Hobro Idrætscenter.

- Jeg havde lyst til nye udfordringer og blev opfordret til at søge stillingen. Det gjorde jeg, og jeg var så heldig at det blev mig. Jeg glæder mig meget, fortæller Anne-Sophie Bech Chrillesen, der starter hos Volstrup Golf den 1. juni.

Mere mad udefra – fokus på det gode værtskab

Anne-Sophie Bech Chrillesen afløser Andreas Snedker, der er udlært kok. Det er Anne-Sophie ikke. Hun har i stedet mange års erfaring med selskaber og events, hvorfor hun også har fået titlen værtinde.

Hun har erfaring både fra et advokatfirma, hvor hun havde ansvaret for arrangementer, fra Hotel Bramslevgaard og senest altså Hobro Idrætscenter, hvor hun har været de sidste 3,5 år.

- At jeg kommer ind som værtinde og afløser en kok, betyder også, at Volstrup Golfcenter til selskaber i højere grad vil finde nogle gode samarbejdspartnere, der kan levere maden. Til gengæld håber jeg, at gæsterne vil kunne mærke, at vi skruer endnu mere op for det gode værtskab, lyder det fra Anne-Sophie, der iblandt mange bare er kendt som ”Fie”.

Vil slutte godt af i idrætscentret

Anne-Sophie er 45 år, er født og opvokset på Sjælland, bor i dag i Mariager og spiller i øvrigt ikke golf.

- Det bliver en ny verden for mig, men jeg glæder mig rigtigt meget. I maj måned vil jeg dog fortsat være i Hobro Idrætscenter, hvor vi har en del arrangementer, blandt andet en række konfirmationer. Her vil jeg slutte godt af, tilføjer hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste