Hvad vil du putte i Hobros nye kulturhus?
HOBRO: Skal et nyt kulturhus i Hobro være til foredrag, musikspillested, korøvelokale, revy, værested for unge eller ...?
Alle med interesse for kulturlivet i Hobro er velkomne med input, når der torsdag 15. juni klokken 19 holdes orienterings- og debatmøde på Theaterrestauranten i Hobro.
Preben Christensen, formand for Borger- og Haandværkerforeningen og kasserer i Filmteatret, vil give en status på planerne for det nye Filmteater ved Store Torv.
Byrådet har netop på sit møde torsdag 25. maj sendt et signal om, at de vil bakke biografprojektet op så meget, de kan, inden for lovens rammer. Det vil sige med 1.500.000 kroner over tre år.
Planen er at indrette et nyt filmteater med god lyd og godt billede i den bygning, der ligger ved siden af Hobro Teater. Her er der i dag Borgerservice.
Hvis projektet med nyt Filmteater realiseres, vil det frigøre den store sal i Hobro Teater, som så kan anvendes til mange forskellige formål.
Og det er her, at alle med interesse for kulturen i Hobro kommer ind i billedet og kan komme med indspark og "lægge billet ind", når der er orienteringsmøde.
Projektet har et budget på 20.325.000 kroner. Borger- og Haandværkerforeningen har en forventning om, at private donationer og lokale fonde vil yde de første 12 millioner.