Hele byen er klar til en ny butik - men der mangler en købmand
SKELUND-VEDDUM: Arbejdet med at skabe de perfekte rammer for en ny købmandsbutik i Veddum skrider hastigt frem, og Bente Sand, der sidder med i arbejdsgruppen bag projektet, glæder sig nu til, butikken kan byde de første kunder velkommen.
- Hele byen er så klar, og lige nu, hvor der ligger sne overalt, kan man jo også se, hvor påtrængende det er at have en butik tæt på i stedet for at skulle køre til Hadsund eller Øster Hurup, siger hun.
Målet er, at den tidligere brugsforretning skal fremstå fuldstændig gennemrenoveret. Status er, at den i løbet af efteråret er blevet tømt for alt, gulvbelægningen er pillet op, og vægge og lofter er spartlet og malet. Meget af arbejdet er foretaget af frivillige, der påtager sig forskellige opgaver.
- Vi har lavet lister for de enkelte opgaver som at tømme butikken, forberede den til maleren og at gøre rent, når vi er helt færdige, og når man tæller alle sammen, er der over 30 mennesker involveret, så opbakningen er stor, siger Bente Sand.
Som et udtryk for opbakningen har Veddum-Skelund Købmandsselskabs Facebook-profil hele 2200 medlemmer, hvilket er cirka tre gange så mange, som bor i de to nabobyer.
- Det vidste jeg ikke engang, men det er et udtryk for, at mange i oplandet også er interesseret i en ny butik, og det giver selvfølgelig optimisme for fremtiden, siger Bente Sand.
Dagli'Brugsen lukkede ved sidste årsskifte, og de første initiativer til at genetablere en forretning blev taget kort efter, så det har været en lang proces og indimellem også hårdt arbejde for arbejdsgruppen.
- Her på det sidste har vi haft møde ugentligt, og der har også været opgaver, der skulle løses ved siden af. Det er ikke de samme, der har været med hele tiden, nogle er faldet fra, men der er også kommet nye til, så vi er flere om at løfte opgaven, fortæller Bente Sand.
Gruppen tæller ud over hende selv Morten Hald, Kai Arentoft, Charlotte Nielsen, Lasse Jensen, Thomas Mørch, Leo Korsgaard, Peter Bonde og Haris Leto.
Rent praktisk lægges der senere i januar nyt gulv. I februar kommer det nye butiksinventar samt køl og frys. Så skal det hele rundes af, og der skal gøres rent.
- Vores forventning er, at vi kan være helt færdige medio marts eller først i april, siger Bente Sand.
Butikken bliver en del af Dagrofas butikskæde Let-Køb, og Dagrofa er da også dybt involveret i processen, også med at overvinde den sidste, helt afgørende, hurdle i Veddum.
- Vi har endnu ikke fundet en købmand, og det er selvfølgelig en bekymring, men Dagrofa siger, at det altid lykkes at finde en, og de må være sikre i deres sag. Ellers investerede de nok ikke så meget. De kommer jo med alt det nye inventar, ræsonnerer Bente Sand.