Open By Night: På fredag kan I møde hverdagens helte i børnehøjde
HOBRO: På fredag 31. juli bliver Hobro midtby fyldt med oplevelser, aktiviteter og sommerstemning, når butikkerne holder Open by Night fra kl. 10.00 til 22.00.
Årets tema er "Hverdagens Helte i Børnehøjde", hvor børn og familier får en enestående mulighed for at komme helt tæt på de mennesker, der hver dag er med til at passe på os.
På Store Torv kan børnene opleve en politibil, brandbil og ambulance på helt nært hold, møde Hjemmeværnet og Natteravnene samt prøve kræfter med førstehjælp.
Der bliver også rig mulighed for at stille spørgsmål, se udstyret og lære mere om de mange spændende opgaver, som hverdagens helte løser.
Herudover tilbyder Sparekassen Danmark at give børnenes bamse et tjek hos en sygeplejerske, mens de serverer kage, sodavand, slikposer og kaffe. Desuden har SparNord en stand, hvor de blandt andet uddeler årets Ambuavis.
Butikkerne byder samtidig på gode tilbud og udsalg hele dagen, og der vil være madvogne med lækkerier på Store Torv.
Aftenen byder også på stemningsfuld livemusik, når Ryan Larsen spiller kendte hits fra blandt andre Kim Larsen, Gnags, Thomas Helmig, Dire Straits og mange flere. Han spiller fra klokken 18 – 21.
Arrangementet er gratis og alle er velkomne.