Billede beskrivelse

Når kroppen forandres: Mathilde guider dig gennem overgangsalderen

30. januar 2026 kl. 11.00

HOBRO: Er du kvinde, kender du en kvinde, bor du sammen med en? 

Uanset hvad er det næsten ikke til at undgå, at du på et eller andet tidspunkt kommer i berøring med overgangsalderen. 

Torsdag 19. februar kan du blive klogere på lige netop dét, når fysioterapeut Mathilde Brun Sørensen besøger Hobro Bibliotek for at snakke om, hvad overgangsalderen egentlig er for en størrelse.

Mathilde Brun Sørensen er kvinden bag klinikken FysioBrun i Hobro, og denne aften vil hun gøre op med nogle af de myter og fordomme, der findes omkring overgangsalderen. 

Hun vil også gøre publikum klogere på, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen, hvilke symptomer man kan have, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at lette nogle af disse symptomer.

Aftenen er arrangeret af Mariagerfjord Bibliotekerne i samarbejde med FOF Randers - Favrskov - Mariagerfjord - Viborg.

Mathilde Brun Sørensen er uddannet urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapeut og kommer derfor også til at snakke meget om bækkenbund og underliv, som i særdeleshed påvirkes af netop overgangsalderen.

For overgangsalderen rammer alle kvinder, men på forskellige tidspunkter, på forskellige måder og i vidt forskellige grader – og det taler vi ifølge Mathilde Brun Sørensen slet ikke nok om.

Billetter til denne aften koster 50 kr. og kan købes via mfbib.fk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste