Kælegrise, havfruer og små insekter: Her er der masser aktiviteter for børnene
MARIAGERFJORD: To nuttede grise, en glitrende havfrue og en flok flittige insekter – foråret på Mariagerfjord Bibliotekerne byder på fantasifulde og lærerige oplevelser for børn i alle aldre.
Det fortæller biblioteket.
Mød en gris, en havfrue og byg et hjem til insekterne
På Hobro Bibliotek bliver det muligt at hilse på rigtige levende grise, når Else Marie fra Griseriet besøger biblioteket lørdag den 31. januar. Hun fortæller historier om grisene, og bagefter kan børnene møde de små dyr helt tæt på.
Lørdag den 28. februar svømmer Havfruen Karin forbi med glimmer og havmagi. Hun deler fortællinger om havets verden, bølgernes brusen – og hvordan man selv kan blive en ægte havfrue.
Når foråret for alvor spirer, inviterer biblioteket til en kreativ workshop lørdag den 25. april, hvor børn kan bygge deres eget insekthotel. Biblioteket stiller materialerne til rådighed – insekterne skal nok selv finde vej.
Kreative hænder og seje idéer
For børn, der elsker at bruge hænderne, er der masser af muligheder. På Hobro Bibliotek mødes Mariagerfjords børnestrikkecafé hver uge og hjælper børn med at lære at strikke – både begyndere og øvede.
Lørdag den 21. marts kan fingernemme og eventyrlystne børn bygge deres egne katapulter sammen med opfinder og YouTuber Johannes Matzen. Og i vinterferien bliver det koldt på den kreative måde: IceforKids gæster Mariager Bibliotek og lærer børn og voksne at forme flotte isskulpturer med hammer og mejsel.
Ud af huset – og ind i eventyret
Bibliotekerne inviterer også udenfor de vante rammer. I vinterferien vises der børnefilm i Hadsund Bio – både for de helt små og de lidt større. Og til "Kultur i det fri" kombineres natur, højtlæsning og leg for hele familien.
I marts kan man komme tæt på spejderlivet i Arden sammen med de lokale spejdere. I april går turen til Ravns Graner ved Hadsund – en skøn mulighed for at opleve naturen og være sammen om gode fortællinger.
Læs mere og køb billetter
Det fulde program og billetinformation findes på bibliotekets hjemmeside. Her er der også masser af læseinspiration til hele familien.