Her varer byfesten hele året: - Det er en kæmpe succes
MARIAGER: Børnefesten i Mariager blev første gang afholdt i 1892.
Den har gennem tiden undergået store forandringer med hensyn til aktiviteter, varighed og indslag.
Den holdes nu over fire dage, men i løbet af året sker der nu også en hel masse i Mariager, som udspringer af Børnefesten.
De mange aktiviteter fulgte i kølvandet, da Trine Lindhardt Nielsen trådte direkte ind i bestyrelsen for foreningen bag Børnefesten som den hidtil yngste formand.
Med en baggrund i marketing havde hun nye ideer med sig.
- Børnefesten blev på en eller anden måde min baby. Den betyder meget for byen og for mig, men den kan så meget mere end bare at være fire dages byfest. Jeg ser det som et formål, at vi kan byde på noget hele året. Gerne gratis, så også familier med små penge kan være med, siger hun.
Jagten på julekugler
Som et eksempel holder man i december en "julekuglejagt" for store og små.
Jagten går ud på at finde en af i alt 250 julekugler gemt rundt omkring i Mariager og veksle dem til julegaver.
- Det er en kæmpe succes. Folk kommer helt fra Randers og Aalborg for at være med. Vi smider selv nogle penge i og arrangerer jagten, men det kommer mange til gode. Gaverne er sponseret af byens butikker og erhvervsdrivende, fortæller Trine Nielsen.
Det gælder også, når der en gang om ugen frem til selve festen udskrives en konkurrence på Facebook. Opslaget ledsages af en video, hvor sponsorerne præsenteres sammen med præmien.
- De er efterhånden meget interesserede i at deltage. Jeg har gjort det, at jeg har opgjort antallet af likes og kommentarer, og når jeg præsenterer resultatet, kan de godt se fordelen ved at være med. Samtidig får vi varmet op til festen og skaber opmærksomhed om den, så endnu flere vil være med. Alle har noget ud af det, siger Trine Nielsen.
Ny formand
Ironisk nok har hun i en alder af blot 26 år forladt marketingbranchen, men bruger altså sin viden og erfaring til fordel for Børnefesten.
Selv har hun valgt en anden vej og er ved årsskiftet begyndt som pædagogmedhjælper i Børnehaven Myretuen i Valsgaard.
Formandsposten har hun overladt til Mogens Pedersen, men lægger fortsat mange timer i Børnefesten som hovedansvarlig for videoproduktion og SoMe-aktiviteter.
Afviklingen af Børnefesten opnår større og større tilslutning. 50-60 frivillige hjælper med, og der gøres p.t. meget for at gøre det mere attraktivt at være med.
- Vi prøver at dele pligterne i mindre bidder, så man ikke kommer til at knokle fire dage i træk, og det har lokket flere med, fortæller Trine Nielsen.