Billede beskrivelse

Hans-Willy signerer boger i Mariager og Als

11. januar 2026 kl. 11.02

MARIAGER/ALS: Forfatteren bag Mariagerfjordkrimierne "Midsommermordene" og "Fundet i hustomten", Hans-Willy Bautz, besøger både Mariager og Als i januar.

Fredag 16. januar fra kl. 14 signerer han bøger i Mariager Boghandel, og lørdag 17. januar fra kl. 11 kan han mødes i Meny i Als, fortæller forfatteren i en omtale. 

Ved begge arrangementer medbringes hele forfatterskabet, som tæller ti krimier samt den prisbelønnede børnebog "Skelettet på slottet", skrevet i 2021 i samarbejde med den dengang 9-årige Theodor William Larsen. Bogen blev hædret af Den Danske Sprogkreds.

Hans-Willy Bautz tager sine læsere med til forskellige egne i Danmark, Tyskland og Italien. I Mariagerfjordkrimierne udgør blandt andet Helberskov, Als Odde, Himmerlandsgården, Hadsund og Mariager centrale steder for handlingen.

Den nyeste udgivelse, "Den døde ved grænsesten 277", foregår dels i grænselandet mellem Danmark og Tyskland, dels i Sydtyskland, Norditalien og på Sicilien. Historien begynder med fundet af en ung kvinde – med overkroppen i Danmark og underkroppen i Tyskland. Det skaber hovedbrud hos politiet i begge lande: Hvem har jurisdiktion?

Romanen giver ikke blot spænding, men også et indblik i internationalt politisamarbejde. Bogen er samtidig udkommet på tysk under titlen "Die Tote am Grenzstein 277" og har fået en varm modtagelse blandt tyske turister. Mange danskere har desuden købt den som gave eller til egen læsning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste