Fyrkatspillet markerede jubilæum og er klar til årets premiere
HOBRO: Fyrkatspillet har holdt 40-års jubilæum. Det blev markeret med en særlig og mindeværdig dag, som naturligvis blev afholdt på Fyrkat, hvor vejrguderne i dagens anledning havde doneret det flotteste solskinsvejr til de mange fremmødte.
- Det er overvældende at mærke den store opbakning og se så mange mennesker lægge vejen forbi for at fejre denne milepæl sammen med os. Foreningen har gennem fire årtier været båret af fællesskab, frivillighed, kultur og lokale kræfter.
- Det betyder utrolig meget for os at mærke den støtte og interesse, som både tidligere og nuværende medlemmer, samarbejdspartnere, venner af huset og publikum viser os, lød det fra Michelle Møller Danum, formand for Fyrkatspillet og gruppeleder for skuespillergruppen.
- Samtidig vil jeg også gerne rette en særlig tak til vores tætte samarbejdspartnere for de mange flotte taler, varme ord og fine hilsner. Det var rørende at høre fortællinger, minder og anerkendelse af Fyrkatspillets betydning gennem årene. Vi er stolte af de relationer og samarbejder, der er blevet bygget op gennem tiden, og som fortsat er med til at udvikle og styrke Fyrkatspillet år efter år, tilføjede hun.
De uundværlige frivillige
Et jubilæum som dette bliver ikke til af sig selv. Derfor sendte formanden også en stor tak til alle de frivillige kræfter, der har skabt det fællesskab, som gennem 40 år har været hjertet i foreningen.
Hun takkede også for de mange flotte gaver, blomster og opmærksomheder, og rettede derefter blikket fremad mod årets forestilling.
29. maj er der således premiere på “Midgårdsormen”, som traditionen tro opføres i det stemningsfulde langhus ved Fyrkat.
Her inviteres publikum med ind i en dramatisk, humoristisk og tankevækkende fortælling, hvor guderne samles, gamle konflikter vækkes til live, og Ragnarok lurer i horisonten.
Billetter til årets forestilling kan købes på www.fyrkatspillet.dk eller gennem Nordjyske Museer.
Flere spilledage er allerede godt bookede, så det anbefales at sikre sig billetter i god tid. Sidste forestilling er lørdag 13. juni.