Billetterne bliver revet væk: Stor interesse for Bonderøven
SEM: Interessen er stor for foredraget med Frank Erichsen – bedre kendt som Bonderøven – der finder sted mandag den 31. august i Sem Forsamlingshus som en del af ELRO Dagene 2026.
Allerede seks dage efter billetsalget blev sat i gang, var halvdelen af billetterne solgt. Derfor opfordrer Skrødstrup Bylaug interesserede til at sikre sig en billet i god tid.
Arrangementet er støttet af ELROFonden og markerer samtidig Skrødstrup Bylaugs første deltagelse i ELRO Dagene.
Selvom Skrødstrup Bylaug står som arrangør, er det et bevidst valg, at foredraget afholdes i Sem Forsamlingshus.
Målet er at styrke samarbejdet mellem landsbyerne Hem, Sem og Skrødstrup og skabe fælles oplevelser på tværs af lokalområdet.
- Vi bor måske i forskellige landsbyer, men vi er ét lokalsamfund. Ved at samle mennesker til fællesspisning og foredrag håber vi at styrke fællesskabet og skabe gode oplevelser for både nye og kendte ansigter. Samtidig vil vi gerne vise, at der sker masser af spændende ting på landet, og at det gode liv også handler om nærvær og fællesskab, siger bestyrelsen i Skrødstrup Bylaug.
Fokus på det gode liv på landet
Aftenens tema er "Det gode liv på landet", hvor Frank Erichsen fortæller om livet på Kastaniegaarden, selvforsyning, gamle håndværk og respekten for naturen.
Emnet passer godt til lokalområdet, hvor naturen, landsbylivet og de stærke fællesskaber fortsat spiller en vigtig rolle.
Inden foredraget er der mulighed for at deltage i fællesspisning fra kl. 18.00.
Skrødstrup Bylaug håber, at arrangementet kan blive begyndelsen på en ny tradition under ELRO Dagene, hvor lokale kulturarrangementer samler borgerne på tværs af landsbyerne.
Arrangementet er åbent for alle.