Besøg fra Nørrebro til traditionsrig udstilling
HOBRO: For kunstinteresserede i Hobro og omegn har uge 33 altid været noget helt særligt. Her er Det Røde Pakhus på havnen i Hobro hvert år rammen om en stor kunstudstilling med både lokale og nationale kunstnere. Udstillingen har ganske passende fået navnet ”Uge 33”, og i år finder den sted fra lørdag 8. august til søndag 16. august.
Det er - med undtagelse af et enkelt corona-år - 27. gang i træk, at udstillingen finder sted.
I år finder den officielle åbning sted lørdag 8. august kl. 11.00, hvor kunsthåndværker Louise Lange holder åbningstalen.
Efter talen er der mulighed for at nyde musik med Pia Helt og Mimi Barkmann, som spiller og synger et udvalg af hits fra deres turné med Musik & Masker. Derefter er udstillingen formelt åben.
- Jeg tror, at vi lidt tilfældigt lander på 33 udstillere i år, hvilket jo er et ganske fint og passende tal, fortæller Henriette Giese, der de sidste tre år har været formand for ”Uge 33”.
- Der er mange trofaste gengangere blandt udstillerne, men en af nyhederne er at vi får besøg af VI:Kollektivet, der er et ungt kunstnerkollektiv fra Nørrebro i København. Et kollektiv, der skaber rammer for, at unge kunstnere kan udvikle idéer, eksperimentere og realisere projekter, hvor forskellige kunstneriske udtryk mødes og inspirerer hinanden.
- Sådan et besøg håber vi, er med til at trække endnu flere unge besøgende til udstillingen. Det er i hvert fald noget helt nyt, spændende og ungdommeligt, fortæller Henriette Giese.
I tillæg til selve udstillingen vil der i ugens løb være en række arbejdende værksteder, både med VI:Kollektivet, men også en række andre kunstnere.
Der er gratis entré til udstillingen, som har åbent fra 8. – 16. august.
Uge 33 støttes økonomisk af Mariagerfjord Kommune og en række private sponsorer.