Billede beskrivelse

Et kreativt univers har jubilæum

23. november 2023 kl. 14.01

Visborg Husflid har 25. november 70 års jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres. Og da julen også hastigt nærmer sig slår skolen dørene op og inviterer til julemarked og reception i weekenden 25. og 26. november. Receptionen afholdes lørdag 25. november klokken 13. I løbet af weekenden vil der blive afholdt forskellige aktiviteter.

Fejring med julemarked, workshops og reception

Julemarkedet med julehygge og juleworkshops har åbent lørdag klokken 10 til 17 og søndag 10 til 16. Skolens bestyrelse, instruktører og inviterede udstillere glæder sig til at tage imod og vise frem. På julemarkedet vil der være smukke stande med salg af husflid udført i glas, træ, syning, væv, hækling, keramik og andet. Her vil være nisse, juletræer, stjerner og hjerter, og alt hvad et julehjerte kunne ønske sig både til julegaver og til pynt i hjemmet.

Om søndagen holder husflidsforeningen forskellige workshops, hvor du kan deltage med at lave special flettede julehjerter (klokken 11 til 12), flotte grankranse (klokken 13 til 14) og juletulipaner i crepepapir (klokken 14.30 til 15.30).

Og skulle man gå træt i alt juleri er der mulighed for at købe æbleskiver, boller, gløgg, kaffe og the begge dage. Hele weekenden vil det også være muligt at se en udstilling omkring skolens historie, se forskellige materialer fra skolens 70.-årige historie, og der vil være repræsentanter tilstede på skolen, som har fulgt skolen igennem tiden og kan fortælle alle de spændende historier. Samt der vil være nye kursister tilstede, som kan fortælle om en spændende husflidsskole, som er fulgt med tiden og altid med på nye trends indenfor husflid og kreative tiltag.

Det vil også være muligt at kigge rund på skolen og de mange små udstillinger i undervisningslokalerne, det vil også være tid til lidt nostalgi for gamle kursister. Elever fra den gamle folkeskole er også meget velkomne til at kigge forbi og gense deres gamle skole. 

Moderne forening 

Visborg Husflidsforening er i dag en moderne forening, som sætter det kreative højt. Skolen har nogle meget engagerede og dygtige instruktører, som hele tiden udvikler sig, dem kan du møde i denne weekend. I dag bliver der undervist i mange kreative fag, blandt andet sten, glas, keramik, porcelænsmaling, strik og trædrejning. Senest er der blevet etableret en vævestue.

Skolen blev stiftet 25. november 1953 på Visborg Afholdshjem med en stiftende generalforsamling og den 11. december 1953 startede i alt 35 elever, fordelt på to hold med hver to undervisningsaftener om ugen ved lærer Ejner Pedersen. En af de første opgaver, som eleverne havde dengang, var at fremstille fem nye høvlebænke til videre undervisning. I dag er et at bedst besatte hold netop trædrejningsholdene, og i jubilæumsweekenden er der blandt andet åbent i sløjlokalet.

I dag, 70 år efter stiftelsen, holder Visborg Husflid til i egne lokaler, på den tidligere Visborg Skole. Foreningen har forstået af følge med tiden, har egen hjemmeside og er på Facebook, hvor der løbende laves opdateringer om skolens aktiviteter. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste