Nu er programmet for Ambu Open Air 2024 klar
Gilli, TopGunn og Suspekt.
Det er de tre sidste kunstnere, der fuldender næste års liste over kunstnere til Ambu Open Air 2024 i Hobro.
Ambufesten har allerede offentliggjort navne som Magtens Korridorer, Ida Laurberg, ItaloBrothers og Zar Paulo.
- Vi er enormt stolte af, at vi endelig har fået en aftale med de tre herrer i Suspekt. De er i en kategori af danske kunstnere, som vi normalt ikke har mulighed for at få til Hobro, men jeg tror, danske kunstnere har fået øjnene op for, at vi er her, og at stemningen er helt i top, siger Ambufestens presseansvarlige, Christian Johnson.
De seneste år har Ambufesten afholdt to store Open Air-koncertdage i forbindelse med den traditionelle byfest. De seneste to år har fredagskoncerten, der særligt er henvendt til det yngre publikum, været udsolgt.
Billetterne er sat til salg, men kunstnerne kan trække folk langvejs fra, fortæller Christian Johnson.
- Ambufesten er blevet en by- og musikfest som trækker publikum fra hele Jylland og nogle gange længere væk, men vi vil fortsat gerne være en fest for de lokale, og derfor opfordrer vi igen i år til at købe billet i god tid. De seneste to år er mange gået forgæves.