Billede beskrivelse

Målet er 1000 deltagere: Hvem samler det største hold?

03. maj 2023 kl. 11.00
Opdateret 08. maj 2023 kl. 12.25

HOBRO: Ambitionen er at holde Stafet for Livet på Ambupladsen i Hobro med op til 1000 deltagere som før corona. 

For at engagere hele kommunen sætter stafetten gang i en venskabelig dyst mellem byerne i Mariagerfjord Kommune. 

Hvem kan stille med det største hold? Hvem kan finde på den mest kreative stafet til at transportere rundt på ruterne under stafettens afvikling?

- Da vi er eneste stafet, der afvikles i Mariagerfjord, håber vi på at få hold fra alle hjørner af kommunen, fortæller formand Dorte Carstens i en pressemeddelelse. 

Stafetten støtter kræftsagen, og i år holdes den i Hobro fra fredag 9. juni klokken 16 til lørdag 10. juni klokken 12.

Mange danskere er berørte af kræft enten som ramt, pårørende, ven, kollega eller nabo.  

Stafettens slogan er fortsat ”Sammen er vi stærkere” og styregruppens håb er, at man bliver rigtigt mange til at stå sammen under dette års stafet. 

Man kan støtte stafetten ved at oprette et hold eller tilmelde sig til et af de eksisterende hold, tænde et lys eller give en donation til den gode sag.

Fighterne er stafettens æresgæster, som deltager gratis i arrangementet. Pårørende kan deltage sammen med fighterne i hele fighterprogrammet for 50 kroner. 

Stafet for livet Mariagerfjord 2023

  • Stafetten skydes i gang 9. juni 2023 kl. 16 med flaghejsning, taler og fighterne i front på den første runde. Derefter er stafetten i gang og holdene tager over med gåture, løbeture og cykelture.
  • Programmet indeholder også mange musikalske indslag af kendte lokale kunstnere, som donerer deres underholdning til Stafet For Livet.
  • Når mørket falder på omkring klokken cirka 22 afvikles den stemningsfulde lysceremoni med tændte lysposer, tale og sang.
  • Kl. 22.30 afholdes midnatsbanko i teltet på Ambupladsen.

Fighterne er nuværende og tidligere kræftpatienter, som i gule t-shirts lyser op og tænder håb for andre. Alle, der på et tidspunkt i sit liv har hørt ordene ”Du har kræft”, inviteres til at deltage som fighter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste