Billede beskrivelse

Begivenhedsrigt år for Havnø Mølles Venner – stor opbakning og nye udfordringer

05. januar 2026 kl. 19.01

HADSUND: 2025 blev et år med både fremgang og udfordringer for foreningen Havnø Mølles Venner. Økonomisk set var året særdeles positivt, præget af stor aktivitet, mange besøgende og nye indtægtskilder.

Samtidig bød året også på usikkerhed om foreningens fremtidige rammer, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Tidligere museumsinspektør Lise Andersen, der er foreningens kasserer, uddyber, at man generelt nyder stor bevågenhed fra flere fonde. I år særligt fra Sparekassen Danmark, der i anledning af sit jubilæum gav støtte til to bogudgivelser.

Billede beskrivelse

En samling illustrationer, der i årevis har været brugt i undervisningen af skolebørn, er nu udgivet som kombineret male- og børnebog med tekster af Lise Andersen. Samtidig blev en efterspurgt håndbog for møllepassere genudgivet efter at have været udsolgt i flere år. Bøgerne sælges til fordel for møllens vedligeholdelse.

Havnø Mølle

Det er Nordjyllands ældste bevarede vindmølle og blev opført i 1842 for ejeren af Havnø Gods, Chr. Juul Kjeldsen.

Den ligger på Havnøvej 40 ud til Mariager Fjord mellem strandeng og bøgeskov.

Det er en ottekantet mølle af norsk fyr med rørtag og manuelt krøjeværk, udstyret med kværne til byggryn, rugmel og foder.

Den var i drift frem til 1927.

I 1994 blev den overtaget af Hadsund Egnsmuseum, og her påbegyndtes en restaurering frem til 2000.

I 2001 blev den indviet som arbejdende mølle, og den er nu fredet og fungerer som arbejdende museumsmølle.

Den ejes og drives af foreningen Havnø Mølles Venner.

Foreningen er holdt op med at kræve entre til sine arrangementer, men det er paradoksalt nok ikke gået ud over økonomien.

- Nye regler kræver, at vi har forholdsvis avancerede kasseapparater, og da vi ikke har strøm, er det ikke en mulighed. Men det gør ikke så meget. Når der er gratis adgang, kommer der flere gæster, og når de ikke skal betale entre, sidder pengene mere løst, både i forhold til det, vi sælger, og det folk lægger i frivillige bidrag i vores sparebøsse, fortæller hun.

Indtægterne fra salg og kontingentet fra 100 medlemmer af støtteforeningen finansierer det løbende vedligehold, så møllen ikke forfalder ud over det, der kommer af almindeligt slid. Men forude venter flere omkostningstunge opgaver.

Billede beskrivelse

- Møllehatten er tækket og er ved at være lidt tynd i toppen, og vingerne holder ikke evigt. Da vi fik dem for 26 år siden, var beskeden, at de kunne holde i omkring 20 år. De er stadig i god stand, men intet varer evigt, konstaterer Lise Andersen.

Når møllehatten skal tækkes, skal den hejses ned på jorden, og så kommer der yderligere en meget tung investering.

- Så skifter vi tømmeret, som hatten hviler på. Det er originalt fra 1842, og selvom tømmeret faktisk har det overraskende fint, skrumper det med årene og gør det vanskeligt at dreje toppen. Og jeg skal hilse og sige, at det nu er en drønhård opgave, siger Lise Andersen.

Hvad det angår er man godt hjulpet med frivillige. En hård kerne på 10 entusiaster står for vedligehold og armkræfter, når der skal males. Alligevel efterlyser man flere frivillige til at give et nap med.

- Vi bliver ligesom møllen også ældre, og selvom vi har et par stykker i 40'erne, er gennemsnitsalderen meget høj, og vi har gennem tiden måttet vinke farvel til flere, der rent fysisk ikke længere har kunnet følge med, så vi vil meget gerne invitere nye inden for, siger Lise Andersen.

Billede beskrivelse

Blandt årets arrangementer var Dansk Mølledag, hvor alt omkring møllen summede af liv med musik, håndkværne, pandekager over bål og hestevognskørsel. ”Store bagedag” og årets høstfest trak begge rekordmange besøgende, og dertil kom en midlertidig særudstilling om Havnø Gods og Havnø Mølle som en del af Nordjyske Museers projekt ”Den korte historie”.

2025 bød også på bekymringer. I september meldte Nordjyske Museer ud, at Hadsund Egnssamling og Møllehistorisk Samling lukker og fraflytter Rosendal. Dermed risikerer Havnø Mølles Venner på sigt at miste deres foreningslokaler, som foreningen har investeret betydelige midler i.

- Vi håber fortsat på en løsning. Vi kan ikke selv bruge vores midler på vedligehold, strøm og vand, og derfor håber vi, at ejeren, Mariagerfjord Kommune, vil træde til. Vi skal senere i januar holde møde med chefen for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Flemming Poulsen, og håber, at vi bliver klogere til den tid, siger Lise Andersen.

Selve møllen er ikke i fare. Den er fortsat en del af Nordjyske Museer, hvor foreningen nu er repræsenteret i museets repræsentantskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste