Billede beskrivelse

Venedig-kanalerne fyldes op igen i Hadsund

02. maj 2026 kl. 06.02

HADSUND: De over 30 år gamle bassiner, kanaler og springvand, der i sin tid gav Hadsund tilnavnet "Nordens Venedig", har ligget knastørre hen siden foråret 2024.

Men nu er der godt nyt. 

De såkaldte Venedig-kanaler langs Storegade er nemlig godt på vej til at blive fyldt op igen. 

Dog bliver det noget dyrere end oprindeligt antaget at få vandet til at risle igen.

Grunden til, at man lukkede for vandet, var især problemer med den eldrevne pumpe, der fører vandet retur fra bunden af gågaden til "udspringet" i det øverste bassin.

Men der er også problemer med selve kanalerne, der er utætte, og det sidste vil sandsynligvis betyde, at de 310.000 kroner, der er afsat til projektet, ikke kommer til at slå til.

Revner og utætheder

Leo Kristoffersen, der er leder for Mariagerfjord Kommunes afdeling Park & Vej, fortæller, at det er den hårde vinter, der er årsag til, at problemerne er vokset, og til, at man altså nu vurderer, at beløbet ikke kommer til at række.

- Der var revner og utætheder i forvejen, men frosten har gjort det værre, så opgaven er blevet større. Hvor meget ved vi endnu ikke, siger han.

Den mulige budgetoverskridelse får dog ingen indflydelse på, om projektet bliver udført, men da opgaven nu er vokset, går det ud over tidsplanen.

- Vi havde håbet, at vi kunne være færdige med det hele før sommer, men det kommer ikke til at holde stik. Men vi får repareret eldelen, så der når at komme vand i kanalerne til sommer. Reparationerne af kanalerne bliver så først udført efter sommer, siger Leo Kristoffersen.

Den første etape forventes udført af det firma, der har lavet installationen, uden forudgående udbud. 

Men arbejdet med at tætne kanalerne vil blive sendt i udbud.

Vækker opsigt

Jan Vestergaard, der er "vicevært" for Hadsund Butikscenter og tidligere aktivitetsansvarlig for Hadsund Handel og turisme, har bidt mærke i, at kommunen afsatte penge til reparationen.

Han har undret sig over, hvor vandet blev af.

- Men så giver det jo mere mening. Det vigtigste er, at vandet kommer tilbage i tide til sommersæsonen. Det virker lidt mistrøstigt, og når man så ved, hvor stor betydning det har, kan man kun være glad, siger han.

Jan Vestergaard fortæller, at især turister sætter stor pris på vandinstallationen.

- Efter hvad jeg har lyttet mig til, blandt andet fra Palle Justesen i Sportigan, er det virkelig noget, der vækker opsigt. Turisterne er ofte kommet ind og har rost kanalerne, og det forstår man egentlig godt. Det er jo ikke noget, man ser andre steder, bemærker han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste