Politiet advarer: Pas på både snefygning og isslag
NORDJYLLAND: Du skal passe ekstra godt på, hvis du bevæger dig ud i dag mandag.
Nordjyllands Politi advarer således om både snefygning og isslag, og der er derfor god grund til at være meget opmærksom - både som gående, cyklende eller kørende.
Det gælder i særdeleshed den vestlige del af Nordjyllands politikreds.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Fygning vil især være en risiko, hvis man kører ved åbne vidder. Isslag kan udgøre en risiko for alle, der færdes udendørs, kørende såvel som gående. Veje og fortove kan blive ekstremt glatte. Derfor opfordrer vi til, at man er ekstra varsom, hvis man skal ud, særligt hen under aftenen, siger Søren Pejtersen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Han kan samtidig berette, at politiet i den forgangne weekend ikke har været kaldt ud til ét eneste færdselsuheld med alvorlig personskade.
Derfor sender han også en ros til de nordjyske bilister.
- Det er min oplevelse, at rigtig mange er rigtig gode til at færdes med forsigtighed i vintervejret. Det er vi naturligvis glade for, siger han.