Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu gælder det - er A.P. Møller Fondens milliondonation spildt?

30. maj 2026 kl. 14.00

HADSUND: Møllehistorisk Museum i Hadsund ville ikke eksistere uden de millioner af kroner, A.P. Møller Fonden i flere omgange har bevilget. Spørgsmålet er nu, om museet overhovedet skal eksistere, eller om det kan lykkes en kreds af lokale entusiaster at redde museet, der er det eneste af sin art i Danmark.

Det spørgsmål afgøres 3. juni, hvor der er indkaldt til stiftende generalforsamling for “Støtteforening Museum Hadsund”. Bag indkaldelsen står Lars Gynther og Jørgen Klostergaard, som er blandt de drivende kræfter i redningsaktionen.

Generalforsamlingen er indkaldt efter et informationsmøde tidligere på måneden, der ellers ikke levede helt op til forventningerne og forhåbningerne.

- Der mødte 30 op til mødet, og det er umiddelbart lidt skuffende. Omvendt var deltagerne meget entusiastiske, så vi mener alligevel, at der er basis for at gå videre. Det afhænger selvfølgelig af, om entusiasmen også rækker, når vi møder virkeligheden, siger Jørgen Klostergaard.

Hvis en ny forening skal se dagens lys, er kravet, at man mindst kan starte med 10 medlemmer og en bestyrelse på fem personer. Foreningen er den afgørende forudsætning for, at aftalen med Nordjyske Museer og Mariagerfjord Kommune kan overholdes.

- Støtteforeningen skal stå med ansvaret for driften og formidlingen, og det indebærer, at vi kan samle et korps af frivillige museumsværter. Heldigvis har vi fået en del positive tilkendegivelser fra folk, som gerne vil melde sig, så det skal nok lykkes. Jeg har også modtaget en mail fra én, der tilbyder at hjælpe med at søge fondsmidler og sponsorstøtte, og det vil være en meget stor gevinst. Så alt i alt er jeg meget optimistisk, siger Jørgen Klostergaard.

Han forestiller sig, at man i løbet af sommeren kan åbne museet to, måske tre dage om ugen. Onsdag er udset på forhånd.

- Det er den dag, Havnø Mølles Venner holder "Åben mølle", og det vil være oplagt, at vi kan henvise gæster til hinanden, siger Jørgen Klostergaard.

Redningsaktionen gælder primært Møllehistorisk Samling, mens det gamle egnsmuseum i princippet lukkes ned.

- Men vi har aftalt, at Lokalhistorisk Arkiv kan udvide sine lokaler, og der vil også blive bedre plads til Havnø Mølles Venner. Vi håber også at kunne lave særudstillinger i de resterende lokaler. En idé kunne være at lave en udstilling om "Hadsunds elbiler", Kewet og Hope Whisper, og invitere Thure Barsøe-Carnfeldt til at komme og fortælle en af dagene. Bare for at nævne et konkret eksempel, siger Jørgen Klostergaard.

Den stiftende generalforsamling holdes på onsdag kl. 19 i museets lokaler på Rosendalsvej. Når foreningen er stiftet, serveres der kaffe eller te og en bid brød.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste