Nordens Venedig genopstår i fjordbyen
HADSUND: Da Storegade i sin tid blev lavet om til gågade, gav de små kanaler på siderne af gaden anledning til tilnavnet Nordens Venedig, men da foråret meldte sig i 2024, kneb det med at leve op til navnet.
Mariagerfjord Kommune besluttede nemlig forrige år at spare vandet væk, fordi anlægget var slidt ned.
Siden har det været tørlagt, men nu kommer vandet snart igen til at flyde i kanalerne. Reparation og drift af vandkunsten er nemlig en del af det budgetforlig, der netop er indgået af byrådet.
Det sker, efter at Hadsund Byforum og Hadsund Handel og Turisme i fællesskab er gået i forbøn for vandkunsten i form af en ansøgning.
"I en tid, hvor både kommunen og Hadsund Byforum gør sig umage for at få byen til at fremstå attraktiv og indbydende for både turister og tilflyttere, håber vi, at besparelsen vil genovervejes, da vandløbene og de store kar er karakteristiske og særligt unikke for Hadsund. Det er en installation der passer ind i gågadens øvrige miljø, der på meget elegant vis giver gågaden en helt særlig identitet uden at larme i bybilledet", hedder det i ansøgningen, der er udarbejdet af projektleder Mads Reinholt, bestyrelsesmedlem i Hadsund Byforum, Karen Østergaard og bestyrelsesmedlem i Hadsund Handel og Turisme, Steffen Jeppesen.
Karen Østergaard, der også sidder byrådet, er meget lettet over beslutningen.
- Det er på mange borgeres læber, og der er meget vrede i byen. Jeg får mange henvendelser i min indbakke, om vi dog ikke kan gøre noget. Hadsund Handel og Turisme er også meget optaget af det, fordi gågademiljøet påvirker deres mulighed for at drive forretning. Vi har i fællesskab presset på for at få kanalerne tilbage på budgettet, og det har heldigvis virket. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil gøre mange glade, siger hun.
Hele anlægget giver efter hendes opfattelse et mistrøstigt indtryk.
- Bassinet øverst bliver fyldt med alt muligt, og der er ikke vand i springvand eller kanaler, og det giver et indtryk af forfald og resignation. Alt det vi ikke ønsker at signalere, siger hun.
Der er ifølge Karen Østergaard flere problemer med det over 30 år gamle anlæg. Dels er rørføringen gennemtæret, dels skal nogle af fugerne tætnes. Selve reparationen er anslået til at koste 310.000 kroner, mens driften løber op i 45.000 kroner om året. Begge dele er altså vendt tilbage på kommunens budget.
- Jeg forventer, at det bliver et forårsprojekt, så det hele kan stå klar til sommer, siger Karen Østergaard.