Lokale fysioterapeuter bliver en del af landets største kæde
HOBRO/HADSUND: De to lokale Mariagerfjord-afdelinger af BeneFiT, Dit Sundhedshus ApS - med hjemsted i Hobro og Hadsund - bliver fremover en del af landets største fysioterapikæde; FysioDanmark. Ændringen sker pr. 1. februar, og skal skabe et endnu stærkere fysioterapeutisk fundament for patienter og kunder i Mariagerfjord Kommune.
- Med overgangen til FysioDanmark åbner vi op for nye spændende tiltag. Vi får f.eks. mulighed for at tilbyde behandling, vejledning og træning til flere forsikringskunder, forklarer Thomas Kjems Juhl, fysioterapeut, partner og adm. direktør.
- For vores kunder og patienter betyder navneskiftet ikke ændringer i den høje behandlingskvalitet, som de kender. Tværtimod bygger vi videre på det stærke fundament fra vores tid i BeneFiT og tilføjer nye faglige tilbud, som matcher fremtidens behov inden for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, tilføjer han.
Fungerende klinikchef i Hadsund Mette Binderup, blev en del af ejerkredsen i 2023 og sammen med Preben Weller og Thomas Kjems Juhl tegner hun dermed den nuværende ejerkreds bag de to klinikker.
- Med Mette Binderup som partner har vi fået en utrolig driftig og engageret medspiller, der styrker både vores team og tilbud, fortæller direktør Thomas Kjems Juhl.
Klinikken i Hadsund består af ni fysioterapeuter og tre sekretærer, mens klinikken i Hobro består af 16 fysioterapeuter og to sekretærer.
Overgangen til FysioDanmark markeres med en reception i lokalerne på Lindalsvej 15 i Hadsund, fredag den 7. februar kl. 14-16.