Seneste nyt
Billede beskrivelse

LOF rykker ind i egne lokaler for første gang: - Det helt nye muligheder

26. september 2026 kl. 14.01

MARIAGERFJORD/REBILD: LOF Mariagerfjord-Rebild er klar med en ny sæson fyldt med motion, kreativitet, musik, sprog, fællesskab og oplevelser. 

Særligt i Hobro Bymidte sker der meget, hvor LOF nu har etableret egne lokaler i Adelgade, fortæller skoleleder Jan Vestergaard.

- Jeg er skoleleder for flere LOF-afdelinger i Nordjylland, hvor vi har egne lokaler, men aldrig i LOF Mariagerfjord-Rebild. Der er flere fordele i det. Hobro Bymidte giver os nogle helt nye muligheder for at samle flere af vores aktiviteter under samme tag og frihed til at placere hold og aktiviteter på de tidspunkter, vi gerne vil, siger han.

Blandt nyhederne er to guitarhold under ledelse af den lokale sanger og musiker Gritt Lægaard Møller, der er kendt af mange i området for sine egne musikevents.

Hun underviser nu også for LOF, ud over guitarlektionerne med et helt nyt tilbud om sang, rytme og bevægelse.

- Vi testede det af ved mit lærermøde i år for LOF-undervisere, og de var begejstrede for indholdet, så jeg er spændt på at se, om det hitter, siger Jan Vestergaard.

I Hobro Bymidte kan borgere i alle aldre finde aktiviteter. Programmet spænder bredt fra yoga, qi gong og pilates til dans og bevægelse.

Et andet af de nye tilbud er Motion via bevægelse og dans, hvor deltagerne arbejder med enkle rytmiske bevægelser og dans - uden krav om særlige forudsætninger. Der er også et særligt hensyntagende hold for overvægtige deltagere.

Tilbuddene er ellers spredt ud over mange steder i de to kommuner. Ikke mindst på den kreative front, hvor keramik fylder godt i programmet med både begynderhold, hold for let øvede og weekendkurser i Øster Hurup, Haverslev og Sønder Onsild.

Hos sidstnævnte er det i samarbejde med Fuglsø Kreative Værksted, hvor keramikken suppleres med broderi, blomsterbinding og sangaftener.

- I foråret introducerede vi som noget nyt instrumentalundervisning i samarbejde med Himmerlands Folkemusik Skole. Derfor kan man nu se tilbud i blæseinstrumenter og violin samt, hvis man er øvet i instrumenterne, deltage i orkestret, der ledes af den kendte musiker Klaus Pindstrup, siger Jan Vestergaard.

Han har været leder af LOF Mariagerfjord-Rebild i 24 år og har i den periode oplevet store forandringer.

- Debatskabende arrangementer fylder meget mere end tidligere. Overordnet set handler omkring 60 procent af vores tilbud om sundhed, mens for eksempel sproghold stort set er væk. De er erstattet af onlinetilbud. Vi har kun et spanskhold tilbage, som har været i gang i mange år. Desuden er begrebet aftenskole med tiden blevet en smule misvisende. De fleste af vores aktiviteter foregår i dagtimerne eller weekenderne, siger han.

Udbuddet af foredrag og debat omfatter navne som Jette Torp, Finn Nørbygaard, Bent Bro (Tørfisk), David Trads og et nyt samarbejde med Depressionsforeningen, der byder på foredrag i Hobro om, hvordan vi passer på kærligheden.

- Vores program er bredt, både i fag og især geografisk, da vi har tilbud i Hadsund, Hobro, Skørping, Støvring, Nørager, Arden, Terndrup, Haverslev, Suldrup, Øster Hurup og Mariager. Der er allerede hold i gang, hvor man udmærket kan springe på, hvis der er plads, men der er også mange kurser, der endnu ikke er startet, så kig ind på lof.dk/mariagerfjord-rebild og lad dig inspirere, opfordrer Jan Vestergaard.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste