Stærk musikalsk duo gæster Kulturhuset
ARDEN: Fredag 9. oktober er der igen vellyd i Kulturhuset i Arden, når Jette Torp og Jan Kaspersen tager publikum med på en både intens, nærværende og musikalsk rejse.
Jette Torp er kendt som en af landets mest alsidige rytmiske sangerinder. Hun har bevæget sig fra at være en fremtrædende entertainer og sanger i showbusiness til i dag at fremstå som en autentisk og original sanger og sangskriver.
I de senere år har Jette Torp helliget sig duokoncerter med sin mangeårige makker, Jan Kaspersen. Samspillet mellem de to, anekdoter og de intense sange udgør kernen i det, Jette ofte har kaldt sit livs bedste og mest nærværende optrædener.
Om sangvalgene til disse koncerter siger hun:
- Mange af sangene er valgt, fordi de støtter op om nogle af de historier, jeg gerne vil fortælle, mens andre sange er med, fordi jeg simpelthen ikke kan undvære dem.
Repertoiret spænder vidt: fra egne, irske og danske sange, til Carole King, Carpenters og Carl Nielsen i en helt enkel opsætning med Jette Torp på sang og guitar samt Jan Kaspersen på guitar, sang, sax og fløjte.