Billede beskrivelse

Lokal antikhandler donerer 2000 kaffekopper til landsindsamling

20. januar 2026 kl. 11.00

MARIAGER: Igen i år støtter Klosterkælderen Antik i Mariager Danmarksindsamlingen, som finder sted lørdag den 31. januar 2026 på DR TV – denne gang fra Næstved. Antikvitetshandler Jan Ringsmoses har traditionen tro fundet en særlig donation frem: tusindvis af klassiske kaffekopper, som nu sælges til fordel for "Børn i Glemte Kriser".

Det fortæller Jan Ringsmose, Klosterkælderen Antik og Porcelæn.

Udvalget består primært af porcelæn fra Bing & Grøndahl og Royal Copenhagen – ikoniske mærker, der i over 250 år har prydet danske hjem. Blandt de kendte dekorationer er Domino, Erantis, Saksisk Blomst, Frijsenborg, Blå Blomst og Henning Koppel. Samtidig vil der også være mere sjældne mønstre og unikke stel på hylderne.

Kopperne kan købes online via Klosterkælderens hjemmeside, hvor der sendes til hele verden. Nogle af kopperne er stærkt nedsatte, mens andre sælges til fuld pris, så det samlede bidrag til den gode sag kan blive størst muligt.

I den fysiske butik på Fuglsangsgade i Mariager vil der være et særligt udvalg med kaffekopper og underkopper til kun 100 kr. pr. sæt – samt udvalgte modeller med 50 % rabat. Gode tilbud annonceres løbende på sociale medier under #klosterkaelderen.dk.

Klosterkælderen Antik & Porcelæn holder åbent mandag til fredag kl. 14.00–17.00 og lørdage kl. 11.00–14.00. Nærmere information om åbningstider findes online. En del af kopperne er udstillet i den unikke hvælvede kælder fra 1500-tallet, som har givet forretningen sit navn. Hele januar er der gratis adgang for besøgende, der vil gå på opdagelse blandt kopperne.

Som noget særligt samarbejder Klosterkælderen også med SuperBrugsen i Mariager, hvor et par borde fyldes med gode tilbud i butikkens åbningstid fra kl. 7.00–20.00. Her kan kunder tage en stak kaffekopper med hjem, når de alligevel handler – og betale direkte med MobilePay. Hele beløbet går ubeskåret til Danmarksindsamlingen 2026.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste