Lars sælger sit guldæg: - Jeg har nogle millioner, jeg skal have brændt af
HADSUND: I 1989 grundlagde Lars Kristensen sammen med Per Frost virksomheden PL Control.
Sidstnævnte er for længst trådt ud af firmaet, og nu lægger førstnævnte an til at gøre det samme.
Lars Kristensen solgte allerede for et år siden PL Control til SystemTeknik A/S i Aalborg, og nu er man så gået i gang med et generationsskifte.
Claus Svenningsen er trådt ind i virksomheden og skal gradvist overtage efter Lars Kristensen.
- Claus skal lige læres op, og så regner jeg med, at jeg senest om et år træder ud af virksomheden, siger 62-årige Lars Kristensen.
PL Control, der ligger på Sverigesvej i Hadsund, har igennem årene været en solid forretning, men har udviklet sig til noget nær et guldæg.
Af regnskabet for 2024 fremgår det, at selskabet havde et resultat før skat på cirka seks millioner kroner.
- Vi leverer eltavler til blandt andet ladestandere, solcelleparker og vindmøller, og i takt med, at der er kommet så stort fokus på energi og miljø, er forretningen bare blevet bedre og bedre. De sidste fem år har været pissegode, siger Lars Kristensen.
- Mit hoved er brændt af
Han havde egentlig forestillet sig, at en eller begge hans sønner skulle overtage virksomheden, men sådan er det ikke gået.
- De har set, hvor mange timer jeg har lagt i det her. Og det gider unge mennesker ikke nu om dage, så det blev altså til et salg af virksomheden, konstaterer Lars Kristensen.
Ind kommer nu Claus Svenningsen med mange års erfaring fra branchen.
Han har allerede nu en aktiv rolle i dialogen med eksisterende samarbejdspartnere og i arbejdet med at udvikle nye relationer.
Når Claus Svenningsens læretid er udstået, agter Lars Kristensen simpelthen at gå på pension.
- Regner man på, hvor mange timer jeg har arbejdet her igennem snart 40 år, burde det være sket for længst. Mit hoved er brændt af, og jeg har ingen planer om at kaste mig ud i noget andet. Jeg har til gengæld nogle millioner kroner, jeg skal have brændt af, siger Lars Kristensen.
Han bor sammen med sin kone, Inge Kristensen, i Assens syd for fjorden.
De har ud over to sønner også en datter - alle tre er flyttet hjemmefra.