Kraftig torden, hagl og masser af vand på vej
NORDJYLLAND: Der er godt nyt til de tørre skovbunde, om end det måske er lige til den gode side.
Ifølge DMI er der en god blanding af både torden, skybrud og endda hagl på vej mod det nordjyske.
Det voldsomme vejr starter på Sjælland i løbet af søndagen, hvorefter det forventes at ramme Nordjylland i løbet af natten til mandag.
Værst ser det ud i Aalborg, Rebild, Mariagerfjord og Læsø, hvor DMI har udsendt et varsel om kraftige tordenbyger og 15 til 25 milimeter regn på bare 30 min.
"Tordenbygerne kan være ledsaget af hagl og kraftige vindstød. Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvor de kraftigste byger kommer," skriver de.
For nu gælder varslet fra mandag klokken 00.00 og frem til klokken 09.00.
Så vi må hellere lukke vinduerne i nat, selvom det bliver en varm fornøjelse.