Hedebølgen topper i dag
NORDJYLLAND: I det meste af Nordjylland var vi ramt af hedebølge i går. Men i dag skruer vejrguderne helt op for temperaturen.
Ifølge DMI topper hedebølgen sandsynligvis i dag. De fleste steder i landsdelen rammer temperaturerne et sted mellem 28 og 30 grader. Dog vil der være køligere - hvilket i dette tilfælde betyder mellem 20 og 25 grader - ude ved kysterne.
Så hvis man er ved at koge over, kan det anbefales at tage til stranden og få sig en dukkert. Det er dog en god idé at huske solcremen - UV-indekset forventes nemlig at toppe omkring 5,6 i dag.
Det bliver sandsynligvis også tropenat igen med temperaturer på over 20 grader natten igennem.
Fredag bliver sandsynligvis den sidste dag med hedebølge. I løbet af weekenden kan vi forvente, at køligere luft bevæger sig ind over landet og sænker temperaturerne.
Så hvis du er ved at gå til af varme, er der desværre intet andet at gøre end at blive i skyggen, drikke rigeligt med vand, spænde tropehjelmen og håbe på koldt vejr i weekenden.