Hadsund trænger til en kærlig hånd: Frivillige viser vejen
HADSUND: Glasskår, cigaretskodder og ukrudt pynter ikke specielt i gadebilledet.
I Hadsund Byforum er man nu nået til den konklusion, at Hadsund trænger til en kærlig hånd.
Derfor opfordrer man nu alle byens borgere til at give et nap med i det, der kaldes Gadesjakket.
Idéen har rumsteret i nogle år i hovedet på den tidligere formand for Hadsund Handel & Turisme, Lone Jespersen, der nu er med i bestyrelsen for Hadsund Byforum.
- Jeg har gerne villet det her i mange år, mens jeg drev forretning og var formand, og vi i foreningen gjorde da også noget indimellem, men det blev jo ikke til meget mere end et par timer om lørdagen en gang imellem.
- Nu vil vi i bestyrelsen gerne have sat det i system, så arbejdet kan blive gjort mere regelmæssigt, og derfor opfordrer vi folk til at gå med. Så kan man få lidt frisk luft, være med til at gøre en forskel og blive en del af et forhåbentligt hyggeligt fællesskab, siger hun.
Blandt opgaverne, man forestiller sig, at sjakket kan løse, er opsamling af henkastet affald, ukrudtslugning, skiltevask og tilplantning af blomsterkummer.
- Det er jo ikke fordi, det står så galt til, og der skal ikke meget til for at få det til at se pænere ud. De tomme butikker kan vi ikke gøre noget ved - sådan er det jo i alle byer - og der er heller ikke meget, vi kan gøre ved de triste facader rundt omkring med meterhøjt ukrudt foran.
- Men hvis vi viser vejen, er det jo muligt, at ejerne bliver inspireret til selv at gøre noget, siger Lone Jespersen.
Har gjort en forskel
Gadesjakket er et af flere initiativer, Hadsund Byforum har barslet med.
Sidste år fik man for eksempel peppet julebelysningen op med nye lys i rundkørslerne ved indkørselsvejene til byen, og man har også afholdt en vellykket street art-festival.
I sommer holdt man fest i anledning af Hadsundbroens jubilæum, og det gør man igen i november.
- Hadsund Byforum har virkelig været med til at gøre en forskel. Det er fedt, at der nu er en gruppe, der vil gøre noget ved og for byen og lykkes med at mobilisere en masse frivillige til både julebelysning og brofest.
- Jeg synes, det er med til at skabe en god udvikling for byen og værd at gøre en indsats for - ikke mindst nu hvor jeg er blevet fuldtidspensionist, siger Lone Jespersen.
Man har allieret sig med indehaveren af Hadsund Butikscenter, Flemming Nørgaard, der stiller et rum til rådighed til opbevaring af redskaber og materialer, så det rent praktiske er på plads.
Der er opstartsmøde 7. oktober klokken 10-12 på Jacob Møllers Gård 2. sal.