Bizar blanding: DMI advarer både om hedebølge og skybrud
NORDJYLLAND: Vejret i dag fredag bliver mildt sagt en blandet landhandel.
Hedebølgen har ikke helt sluppet sit tag i os, og DMI forventer stadig temperaturer på op mod 30 grader i det meste af Nordjylland. Kun i Thisted Kommune ser de ud til at slippe for de helt voldsomme temperaturer - sandsynligvis på grund af kysten.
Til gengæld kan vi alle sammen godt forberede os på et ordentligt regnskyl i dag. Fra klokken 12 fredag til 20 om aftenen lover DMI nemlig skybrud og torden i hele landsdelen.
Skybrud er defineret ved, at der falder over 15 millimeter regn på en halv time. Der kan også komme hagl og kraftige vindstød lokalt.
Fredag burde være den sidste dag med usædvanligt vejr. Allerede om aften vil køligere luft trække op over landet.
Herefter kan vi forberede os på en periode med dagstemperaturer på omkring 20 grader samt en blanding af sol, skyer, byger og til tider blæsevejr.