12 timers gratis musik på Østkysten
ØSTER HURUP: Nogle savner nok den sagnomspundne oksefest i Øster Hurup, der lige akkurat nåede at fejre 40-års fødselsdag, inden den for to år siden gik heden.
Det gælder dog ikke arrangøren, Øster Hurup Event, fortæller formand Inge Larsen.
- De sidste to år gav oksefesten underskud, og da det i øvrigt var et meget krævende arrangement, valgte vi at lukke, siger hun.
Erstatningen fulgte i 2025 i form af arrangementet Musik og Streetfood, der gav plus på bundlinjen. Hvor meget vil Inge Larsen ikke ud med.
- Det gav ikke underskud. Lad os sige det. Det faldt også i god jord. Det var noget helt andet end oksefesten, men mange sagde, at det her var lige så godt eller bedre, fortæller hun.
Lørdag er det tid til den svære toer, som i dette tilfælde næppe bliver særlig svær.
Fire bands fra vidt forskellige genrer leverer musik for enhver smag, fire foodtrucks byder på sushi, burgere, thaimad og churrios, og Øster Hurup Event serverer pølser og drikkevarer, hvilket er eneste indtjeningskilde.
- Det er først og fremmest noget nemmere at håndtere for os frivillige, og mit indtryk er ikke, at så forfærdelige mange savner oksefesten, siger Inge Larsen.
I alt venter der 12 timers musik. Gistrup Bluesforening starter klokken 11, og herefter følger Cowgirl & Cowboy bestående af Tina Harbeck og Mikkel Ørligur, hvis musik spænder over country, dansktop og pophits.
Klokken 17 kommer turen til One-Shot, mens Mr. Smoking & Miss Q slutter af med velkendte Smokie- og Suzy Quatro-hits. Det hele er gratis. Til gengæld må man ikke medbringe drikkevarer, som kan købes på pladsen
Kan man ikke få nok, kan man tyvstarte med fredagskoncerten, denne gang med to bands, Tobias og Vennerne samt Back4Good.