Her kan du møde julemand og julemor
Alle børn og barnlige sjæle samt lækkersultne kunder i Møllecentret kan helt frem til juleaften besøge Møllecentrets Juleby. Her er selveste Julemanden Santa Julle og Julemor Ruth klar med kane og rullende julehus blandt juletræer og små boder, som Christian Vejby fra Kids Coolshop har opstillet uden for butikken.
Det er første gang, Møllecentret har et julemarked, men man håber det vil blive en tradition, der vokser sig større for hvert år.
- Julemor og jeg er her hver dag lidt på skift, for vi har også et Julehus nede i byen, som vi skal passe ind imellem. Men Møllecentrets Juleby er vores faste tilholdssted i december, siger Santa Julle, der både er klar til at høre, hvad børnene ønsker sig til jul, og køre dem en tur i sin kane.
I Julemors hus kan børnene lave kreative juleting og prøve verdens største nissehue. I Julebyens boder er der julepynt, juletøj og juletræer samt ikke mindst julelækkerier til de småsultne, bl.a. æbleskiver, churros og brændte mandler. Julebyen byder også på karrusel, elektrisk tog, lykkehjul, rottespil og sneboldskamp.